Kæder arbejder sammen om ansvarlig palmeolie

Reitan 1. nov 2016 -
This describes the image
Skrevet af: Claus Jensen

En række danske dagligvarekæder er begyndt at kræve af leverandørerne af kædernes egne produkter, at de udelukkende anvender bæredygtig produceret palmeolie.

Dansk Erhverv er facilitator i projektet, og fra organisationen lyder meldingen, at kæderne er godt på vej i omstillingen.

Det er kæderne selv, der har fået ideen og besluttet at dele den bedste viden på området for at fremskynde processen. Vi har så i Dansk Erhverv hjulpet videndelingen på vej ved blandt andet at samle folk fra industrien og i detail- og grossistleddet, fortæller politisk konsulent Jeppe Rønnebæk Kongsbak.

Flere kæder bruger i dag i egne produkter næsten udelukkende den internationalt anerkendte standard for certificeret palmeolie Roundtable of Sustainable Palm Oil (RSPO).

Den danske dagligvarehandel er godt på vej. Men en fuldkommen omstilling er en lang og ressourcekrævende proces, som er meget kompliceret. Der er mange led fra plantagen i Malaysia og til indkøbskurven i Danmark, siger Jeppe Rønnebæk Kongsbak.

Rema er firstmover

Rema 1000 var en af de første kæder til at tage fat på problematikken med palmeolien. Kæden har bedt sine leverandører af Rema 1000 varer om at sikre, at varerne kun indeholder RSPO certificeret palmeolie. Herudover har kæden kortlagt sit forbrug af palmeolie på alle varer i butikken – og altså også mærkevarer – og købt Green Palmcertifikater for den samlede mængde palmeolie.

- Det har vi gjort for at sikre, at vi støtter bæredygtig palmeolieproduktion, selv om vi ikke kan påvirke recepterne på for eksempel mærkevarerne, siger indkøbsdirektør Anders R. Jensen, Reitan Distribution.

- Da Rema 1000 har været first mover på området, så har det været en udfordring for vores leverandører at få råd og vejledning til, hvordan de skulle komme leve op til målsætningen om 100% bæredygtig palmeolie i Rema 1000 varerne. Derfor er vi meget glade for, at Dansk Industri har skabt en hjemmeside med svar på spørgsmål om produktion med bæredygtig palmeolie, siger Anders R. Jensen.

Regnskoven ødelægges

Palmeolie indgår i en række almindelige dagligvarer som kage, stearinlys og shampoo.

For at skabe plads til de store palmeolieplantager bliver der mange steder ryddet regnskov, som er hjemsted for truede arter som orangutang, Sumatra-næsehorn og skovelefant. Skovrydningen er også årsag til global opvarmning

Internationalt arbejder flere virksomheder for, at palmeolie i deres produkter ikke skal ødelægge regnskov i Indonesien og Malaysia. Flere store internationale brands som McDonalds, Colgate-Palmolive, Unilever, Walmart, Ikea og Kellogg´s har i dag en målsætning for brug af ansvarlig planteolie.

Opdateret 10. nov 2020