Jubilar med bedste bundlinje nogensinde

Reitan 4. apr 2019 -
This describes the image
| |

De kan muligvis ikke gå på vandet på Rema 1000s danske hovedkontor i Horsens. Men det må være tæt på.

Allerede i februar kom det frem, at kædens omsætning var vokset godt 11 pct. i et ellers fladt marked sidste år til 15,4 mia. kr.

Ifølge Remas eget estimat svarer det til en dansk markedsandel på 14,4 pct.

Og nu viser Remas spritnye årsrapport fra 2018, at den samlede koncernomsætning voksede næsten lige så meget som kædens salg til 18,7 mia. kr., og at overskuddet er kommet endnu et nøk tættere på den halve mia. kr.

Nærmere bestemt 483 mio. kr. før skat - mod 470 mio. kr. året før.

På bundlinjen er der 377 mio. kr. tilbage - også rekord - mod 367 mio. kr. i 2017.

Dermed har den norskejede franchisekæde leveret bedre overskud end året før hvert eneste år siden 2009.

Kædens adm. direktør Henrik Burkal erklærer sig da også tilfreds med udviklingen sidste år.

- Vi har haft en fornuftig vækst på toplinjen - både totalt set og på eksisterende butikker. Og så har vi investeret en hel masse og åbnet mange nye butikker. Det var det største år nogensinde med 23 åbninger, fire flytninger og et antal udvidelser, siger han til Dansk Handelsblad.

Detaljerne i vækstens fordeling på nye og eksisterende butikker holder han vanen tro for sig selv. I indeværende år forventes der igen at komme 15-20 nye Rema'er til.

Overskuddet faldt i Reitan Distribution

På én linje i Remas koncern- regnskab er der dog ikke fremgang. Det er på overskudsgraden, som dalede fra 2,7 pct. til 2,6 pct. sidste år.

Alligevel er det et ganske pænt niveau blandt de danske dagligvareselskaber.

Kun Salling Group har traditionelt ligget over med en højere indtjening per omsat krone.

Når overskuddet i Rema- koncernen kun i begrænset omfang er fulgt med omsætningen op, kan det ikke mindst tilskrives udviklingen i datterselskabet Reitan Distribution, som gav et mindre plus end året før.

Efter skat landede overskuddet på 56,5 mio. kr. mod knap 92 mio. kr. i 2017. En række ændringer i logistikselskabet, efter at den korte Løvbjerg-kæde forlod Reitan Distribution for at gå til konkurrenten Dagrofa, gav ikke gevinst så hurtigt som ventet. Og en ifølge Henrik Burkal "relativt ambitiøs udmelding" om et uændret indtjeningsniveau i distributionsselskabet i 2018 ramte dermed over målet.

- Det lykkedes jo at både holde og øge omsætningen i Reitan Distribution. Men de effektiviseringer, som vi skulle høste ud af forenklingerne, høstede vi ikke lige så hurtigt, som vi egentlig havde tænkt os. De er blevet forskudt i tid i forhold til forventningerne. Og så har vi lavet rigtigt mange omstillinger hen over året, som er blevet dyrere, end vi havde budgetteret med, siger Henrik Burkal.

- Nye lagersystemer, ændringer af lagre og indførelse af nye er det, der i summen giver forskellen, opsummerer han.

Årets mange tiltag spejler sig i den linje i regnskabet, hvor investeringer i materielle anlægningsaktiver står. I 2018 runde den en halv mia. med 507 mio. kr., hvor den i årene forud har ligget i niveauet 200-300 mio. kr.

Opdateret 10. nov 2020