Jubilæum: Rema 1000 ville åbne 4-500 butikker inden 2000
I disse uger er det 25 år siden, at norske Reitangruppen kastede sig over det danske marked – og dette med ambitioner om at blive en af landets største dagligvarekæder.
I hvert fald skulle der ifølge planen stå Rema 1000 på 4-500 butikker inden år 2000.
Det skrev Dansk Handelsblad (DH) i avisen den 8. april 1994.
En sådan plan ville kræve en åbning af flere end 80 butikker om året. Vejen var dog temmelig lang, og selv om 43 Løvbjerg og Prisa-butikker blev konverteret til Rema i løbet af 1994 og 1995, stod der kun Rema 1000 over 59 butikker, da 1999 var slut.
På jubilæumsdagen den 13. april 2019 har kæden i alt 329 butikker i Danmark.
Det var ellers ikke viden om det danske marked, det skortede på, da de to første Rema 1000-butikker åbnede med adresse i Skive.
Etableringen af Rema 1000 i Danmark kom i stand, fordi Reitangruppen købte sig ind i Løvbjerg, og den familieejede kæde købte rettighederne til Rema 1000 i Danmark. Remas rødder går tilbage til 1948, da Margit og Ole Reitan grundlagde familiens første købmandsbutik i Trondheim.
Familien Løvbjerg havde dengang også discountkæden Prisa. Den kom til at lægge lokaler til de første Rema 1000-butikker.
Det største sortiment
Den ene af de første to butikker blev placeret i en tidligere Løvbjerg-butik med et salgsareal på 1300 kvm., den anden kom i en tidligere Favør-butik på 780 kvm. De næste butikker åbnede i Løvbjerg-kædens egne Prisa-butikker.
Rema 1000 havde de første mange år flere salgskvadratmeter end andre discountkæder, der for de flestes vedkommende lå på en størrelse omkring 3-400 kvm - og på sortimentet, der i begyndelsen lå omkring 1800 varenumre.
- Vi har taget de 1200-1300 varenumre, som vi fører i Prisa Discount og har på vores centrallager i Horsens, og supplerer med 500-600 nye varer, sagde divisionschef Ove Hedevang dengang til DH.
I dag fører Rema 1000 ca. 3500 varenumre og har fortsat det største sortiment på discountmarkedet.
Der blev i de to første butikker budgetteret med omsætninger på henholdsvis 36 og 25 mio. kr. (formentlig inkl. moms). Til sammenligning lå gennemsnitsomsætningen uden moms i kædens 50 butikker på godt 17,8 mio. kr. i 1997, viser ledelsesberetninger på CVR.
Uden fest og tilbud
Åbningen af butikkerne skete dengang uden anden festivitas end en rose og et håndtryk fra købmanden og helt uden åbningstilbud.
Ifølge adm. direktør i Løvbjerg, Carl Aage Hansen, var der ingen grund til tilbud, der koster butikken penge, og fejringen skete stille og roligt efter en uge – og det uden kunderne. Til gengæld skulle priserne være lave hver dag.
- Jeg mener helt klart, at der i dag ikke findes en discountbutik, der er billigere end Rema 1000, og hvis der gør, er det, fordi vi ikke gør det godt nok. På den anden side siger vi heller ikke, at vi er billigere end andre, for det er der ikke økonomi i, sagde Carl Aage Hansen til DH i forbindelse med åbningen.
Når det kommer til priser, ligger Rema 1000 også i 2019 ofte i top som den billigste kæde, når medierne foretager pristjek. Men holdningen til butiksåbninger har ændret sig. I dag er der en lang række åbningstilbud, og en politiker eller anden kendis klipper snoren.
Hjælp fra kæden
Selv om planen var, at kæden skulle drives på franchisebasis, var det Løvbjerg-folk, der tog ansvaret for de to første butikker. Det skete ifølge Carl Aage Hansen, fordi man syntes, at ”det er mest rimeligt selv at tage risikoen”, og så kunne man regulere sortimentet.
Men når en franchisetager skulle overtage, ville Reitan og Løvbjerg være klar i baglandet, hvis det gik mindre godt. Således sagde Reitan-ejer Odd Reitan til DH:
- Hvis en butik, f.eks. på grund af ændrede konkurrencevilkår, går dårligt, hjælper vi i første omgang forhandleren, f.eks. med ekstra markedsføring, men hjælper det ikke, lukker vi butikken og finder en ny til forhandleren.
Det er dog langt fra hverdag i Rema 1000, at butikker er blevet lukket. Er det sket, er det som oftest for at flytte butikken til bedre lokaler.
Til gengæld er det ikke alle Rema 1000-købmænd, der er lige glade for kædens ekspansion. En købmand hev i 2017 Rema 1000 for retten, fordi han mente, at Rema 1000 har misligholdt den indgåede franchisekontrakt ved at åbne en ny butik ca. 2,8 km fra hans daværende butik i Næstved.
Købmanden tabte dog både i byretten og i landsretten.
Samarbejdet mellem Reitan og Løvbjerg holdt i knap ti år – til 2004. På det tidspunkt var der åbnet 123 butikker med det røde og blå logo fra Norge, og kæden kom ud af 2004 med en detailomsætning på 2,6 mia. kr.
Reitan indgik i stedet med virkning fra 2005 et lignende samarbejde med tyske Edeka, således at de to parter købte sig ind i hinandens selskaber med aftalen om, at Edeka skulle levere varer til Rema 1000-butikkerne.
I 2008 overtog Reitan aktiemajoriteten i Edeka Danmark, og i dag leverer Reitan Distribution varer til Rema 1000, 7-Eleven og en række servicestationer – i alt 900 butikker – heraf er 329 Rema 1000-butikker.