Hospitalsbutikken er 7-Elevens laboratorium
Hvidt, grønt eller blåt bomuldstøj, der minder lidt om pyjamasser, og grønne huer af papir. Mange af kunderne i 7-Eleven på Hvidovre Hospital er klædt ganske anderledes end de fleste af 7-Elevens andre kunder.
- Seks ud af ti kunder i vores butikker på hospitalerne er ansatte, for de bruger butikken som et alternativ til kantinen. Som en del af vores aftale med hospitalet er en rabatordning for de ansatte, fortæller Daniel Ødegaard.
Han er salgschef for 7-Eleven i byerne og for de to sygehusbutikker, som kæden har på henholdsvis Rigshospitalet og på Hvidovre.
- Men blandt kunderne er også både patienter og pårørende. Det har stor indflydelse på sortimentet, der eksempelvis ikke tæller tobak og alkohol, siger Daniel Ødegaard.
[caption id="attachment_57309" align="aligncenter" width="2000"] Købmand Max Jørgensen og salgschef Daniel Ødegaard[/caption]
Kæden slog dørene op for sin første hospitalsbutik på Rigshospitalet for knap fem år siden, og i september sidste år åbnede den nye i Hvidovre. Ifølge adm. dir. Jesper Østergaard ligger der konkrete planer for endnu to hospitalsbutikker, der skal åbne i år, og kæden er i dialog med flere sygehuse.
Både gavekurve og bomuldsstrømper
7-Eleven havde ikke været længe på Rigshospitalet, før både købmand og kædekontor måtte sande, at en hospitalsbutik ikke ligner en butik på Strøget.
- Da vi åbnede, gjorde vi det med stort set samme sortiment, som vi har i andre butikker. Men hospitalspersonalet var hurtigt til at fortælle os, hvad de manglede i 7-Eleven, så det varede ikke længere før butikken fik nye varer på hylderne, siger Daniel Ødegaard.
Hospitalsbutikkerne har til forskel fra andre 7-Eleven-butikker blandt andet et stort udvalg af gavekurve og blomster, aviser og magasiner samt artikler til personlig pleje og bomuldsstrømper.
- Nogle gange kommer en patient af sted uden toiletsager, og andre vil hellere selv købe et par bomuldstrømper end bruge hospitalets. Vi skal også have noget til de pårørende, der ikke har fået købt en gave til den syge, siger salgschefen.
Varmer made i en mikroovn
Hospitalsbutikkerne har også som de eneste en salatbar og en række middagsretter fra Cofoco. Sidstnævnte varmer butikspersonalet gerne i butikkens mikroovn.
- Hospitalet er et godt sted at teste nye produkter, for vi får hurtig afregning for alt, vi gør. Vi kan godt mærke, at vi er på et hospital, for der er fokus på sundheden i endnu højere grad end andre steder. Der bliver også kigget mere på dato-erne, og har en vare kun én dag tilbage, så kan den ende med at blive liggende, fortæller Daniel Ødegaard.
Han ser hospitalsbutikkerne som en god reklamesøjle for kæden.
- Kunderne kommer mange forskellige steder fra rent geografisk, og ikke alle, der kommer her, kender vores brand. Nogle tror måske stadig, at vi har fokus på kioskvarer og gammeldags fastfood. I hospitalsbutikken har vi en god mulighed for at vise 7-Eleven som den madbutik, vi gerne vil være, siger Daniel Ødegaard og tilføjer, at butikken på Rigs-hospitalet har en omsætning som de bedste på Strøget, selv om den ikke sælger tobak. Den nye på Hvidovre Hospital er der endnu ikke et helårsregnskab for.
- Men den går også godt, og indtjeningen er god i dem begge, fordi de sælger en del af de varer, der har en høj avan-ce. Til gengæld må de ofte kassere brød og kager her i Hvidovre, for det dur ikke at have tomme bagerhylder fem minutter før lukketid, siger Daniel Øde-gaard.
I begge hospitalsbutikker er der caféer, hvor både patienter og personale har mulighed for at spise deres mad.
- Det har vi også i en række af vores andre butikker, og når vi bygger butikker om, får de fleste en café, siger han.
Butikken på Rigshospitalet har åbent 24 timer i døgnet, men den nye i Hvidovre er åben fra 06 til 22.