Få protester mod Reitans nye megalager
Den massive vækst, som discountkæden Rema 1000 har oplevet her i landet i en længere årrække, har medført et behov for at udvide lagerkapaciteten.
Derfor har man længe arbejdet med planer om et hypermoderne nyt distributionscenter på op til 35 meter i højden ved siden af det nuværende i udkanten af Horsens, som Rema overtog fra den nu forsvundne købmandsgrossist Edeka Danmark.
Og nu er projektet nået et vigtigt skridt nærmere at blive til virkelighed.
To kommunale planforslag, der skal gøre byggeriet på op til 75.000 kvm. muligt, er nemlig sluppet gennem en høringsperiode hen over sommeren uden en større strøm af indsigelser.
25 meter er nok
Dansk Handelsblad har set de i alt fire henvendelser om planerne, som kommunen har modtaget, og kun de to af dem handler om Reitans nye lager. De største betænkeligheder kommer fra en gruppe lokale borgere, der ønsker den maksimale højde skåret ned til 25 meter.
Der er dog fortsat ikke truffet beslutning - officielt i hvert fald - om distributionscenteret overhovedet skal bygges.
Det har ikke været muligt at skaffe en ny kommentar fra adm. direktør i Reitan Distribution og ejeren Rema 1000, Henrik Burkal, som har valgt at holde lav profil, så længe den politiske proces kører.
I Horsens Kommune arbejder man nu på snart at få forslag klar til endelig vedtagelse - muligvis i en let revideret form.
- Hvis alt går, som det skal, sker den politiske behandling her i september, siger Bo Vestergård, som er landskabsarkitekt og sagsbehandler i kommunens By og Plan-afdeling.
En højde på 35 meter er for meget for Reitans kommende distributionscenter, mener en borgergruppe, der vil have Horsens Kommune til at sænke den til 25 meter.
Af Jesper Veber Knudsen
jeve@dhblad.dk
Illustration: Horsens Kommune