En hverdag med små og store betroelser

Reitan 8. feb 2017 -
This describes the image
Det kan være hårdt at møde syge børn og voksne i butikken, men en af de store glæder for Alexandra Benard er når en nybagt mor kommer ind i butikken med sin nyfødte. Her Sidsel Wessel Grønning med sin to dage gamle søn, der endnu ikke har fået et navn. F

”Så er det i dag, jeg skal have min dom.”

En kvinde er kommet ind i 7-Eleven på Hvidovre Hospital og henvender sig til Alexandra Benard, der i modsætning til de mennesker, der om lidt skal fortælle kvinden, hvor alvorlig hendes sygdom er, ikke er klædt i det hvide hospitalstøj.

Den slags betroelser er hverdag for Alexandra Benard, der arbejder i 7-Eleven både på Rigshospitalet og på Hvidovre Hospital.

- For en del af patienterne er vi et frisk pust i hverdagen. Jeg er i mit anderledes tøj ikke en del af hospitalsverdenen, men måske den første som patienten møder, når han eller hun lige har fået en alvorlig diagnose og har brug for at betro sig til nogen, fortæller Alexandra Benard.

Hun er 29 år og har mange års erfaring i 7-Eleven. Blandt andet blev hun købmand i 7-Eleven i Ballerup allerede som 19-årig. I dag er hun ansat som HR-chef af sin far, Max Jørgensen, der ejer i alt tre butikker. De to hospitalsbutikker – og én på Frederiksberg.

- Jeg oplever også forældrene, der kommer med et alvorligt sygt barn, og så hjælper det et øjeblik, når barnet kommer om på den anden side af disken og får lov at ekspedere sin mor, smiler Alexandra Benard, der ikke lægger skjul på, at der er hårde dage ind i mellem.

- Men når jeg så kan gøre noget godt, som eksempelvis da jeg førte den nye organdonationsforening på Rigshospitalet sammen med den nyresyge tv-vært Ibi Makienok, eller når en nybagt mor kommer med sin baby i vuggen. Så får jeg noget igen, siger Alexandra Benard.

Donerer bamser til syge børn

Mens Alexandra Benard tager sig af den sociale side som blandt andet personaleledelse, klarer Max Jørgensen den økonomiske del af butiksdriften. Dog er der en daglig leder i alle tre butikker.

- Men jeg skal blandt andet holde møder med hospitalsledelserne hver tredje måned, for mit personale skal have en del af de kurser, som hospitalets personale også har. Blandt andet skal de vide, hvordan de skal reagere, hvis der skulle opstå en brand. Vi skal også forholde os anderledes til sortering af affald, siger Max Jørgensen og tilføjer, at på sygehusene har butikkerne andre funktionerne, end de har på andre placeringer.

- Vi donerer blandt andet gaver til syge børn. Til jul delte vi eksempelvis flere end 150 bamser ud på Rigshospitalet og gaveposer til børnene her. Men sådanne tiltag skal også gøres efter aftale med sygehusledelsen, siger han.

Max Jørgensen tager sig dog også af helt almindelige gøremål som rengøring af butikken – og på sygehuset stilles der ekstra store krav til hygiejnen.

- Gulvet skal vaskes, selv om man ikke kan se, at det er snavset, griner han og tilføjer:

- Jeg sætter en ære i at kunne det hele. I 7-Eleven er man ikke direktør. Jeg opnår den bedste respekt blandt både personale og kunder, når jeg også kan vaske gulv eller stå bag disken, siger han.

Opdateret 10. nov 2020