DSB's 7-Eleven kommer ud med øget overskud
Til trods for at DSB's kæde af 7-Eleven-butikker har måttet lukke fire butikker i løbet af året, er det samlede driftsresultat steget med 3,5 mio. kr. til 34,7 mio. kr.
Det viser regnskabet, der netop er offentliggjort på CVR.
Årets nettoomsætning er med lukningen faldet fra 917 mio. kr. i 2017 til 893 mio. kr. i 2018. Mens årets resultat er steget fra 22,7 mio. kr. til 25,9 mio. kr. i år.
DSB er franchisetager på i alt 62 butikker, der alle ligger i sammenhæng med landets togstationer.
DSB forventer en omsætning i år, der ligner den i 2018, da konkurrencen ifølge ledelsesberetningen er hård på conveniencemarkedet. Resultatet forventes at ende på mellem 15 og 25 mio. kr.
DSB's aftale med Reitan Convenience løber til 2020.