Discountkæde åbner butik nummer 350

Reitan 11. jun 2020 -
This describes the image
Rema 1 åbner i snit mere end en ny butik om måneden, Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

Rema 1000 har i dag åbnet en ny butik i Aabybro Centret med købmand Camilla Kristensen ved roret.

Butikken er kædens nr. 350, skriver kæden på sin LinkedIn-profil.

Camilla Kristensen kommer fra Rema 1000 i Vadum og med sig fra Vadum tager hun Danni Jakobsen og Line Frost Carlsen, der begge skal være souschefer.

Nordjyske Aabybro med 6000 indbyggere har allerede fire dagligvarebutikker indenfor en radius af 500 meter i centrum af byen.

Her skal Rema-købmanden og hendes team slås med en Netto og Meny som nære naboer, mens en Fakta og en Aldi er placeret nogle få hundrede meter længere væk.

Aabybro er trods den relativt beskedne størrelse en driftig handelsby, der hjælpes på vej af uddannelsesinstitutionen HF & VUC Nord samt en beliggenhed få kilometer fra Blokhus og et stort sommerhusområde ud til Jammerbugten.

Rema 1000's dengang 343 butikker øgede salget i 2019 med 1,35 mia. kr. til en omsætning på 16,8 mia. kr.

Kæden har et mål om en nettotilgang af butikker på mindst 15 om året.

Opdateret 10. nov 2020