Det bliver i familien

Reitan 15. feb 2016 -
This describes the image
Fotos: John Ehbrecht
Skrevet af: Henrik Denman

For købmandsparret Jesper og Gitte Pedersen er det en livsstil at drive to Rema 1000-butikker i Slagelse, hvor flere familiemedlemmer også arbejder. Nu gør næste generation klar til at tage over.

Jesper Pedersen er købmand i Rema 1000 i Slagelse. Det er hans kone, Gitte, også. Og så arbejder deres søn, Christian, datteren Maria og Gittes søster også i Rema 1000 i Slagelse.

Det er næppe således nogen overdrivelse at sige, at købmandskabet bliver i familien. Rema 1000 har tre forretninger i Slagelse, og Jesper og Gitte driver de to, der ligger på henholdsvis Korsørvej og Holbækvej.

– Det er en livsstil. Jeg har altid sagt, at vi har to børn af kød og blod – og så har vi butikken, siger Jesper Pedersen, mens både han og Gitte slår en smittende latter op.

Vi møder dem i Rema 1000 på Korsørvej i Slagelse. Her har Jesper sin dagligdag, mens Gitte driver forretningen på Holbækvej, hvor sønnen Christian står for at overtage ansvaret for butikken. Det vil ikke vare så længe, før han bliver selvstændig købmand i butikken.

Jesper på 52 år og Gitte på 51 holder meget af at være ude blandt kunderne i butikkerne, og det er så meget en livsstil for dem, at de er på arbejde hver dag ugen igennem. De holder sig kun borte fra butikkerne, når de tager på ferie – og så når de en eftermiddag om ugen henter deres barnebarn, som de hygger sig med derhjemme.

En livsstil

Kan det ikke blive for meget, når de begge to arbejder så tæt sammen hver dag?

– Overhovedet ikke, lyder svaret fra dem begge.

– Det har aldrig været et problem. Tværtimod har det altid været en styrke for os, at vi har kunnet snakke om butikkerne og fremtidsplaner også derhjemme. Vi har gjort det i 20 år, og det har fungeret godt. Det er blevet en livsstil, siger Jesper.

Gitte supplerer:

– Det fungerer for os, fordi vi er meget enige om tingene. Når vores søn og datter også arbejder i butikken, kræver det en stor forståelse fra vores svigerbørn, og det har de heldigvis. Men det sjoveste er faktisk, at vores børn altid har sagt, at de i hvert fald ikke skulle have en Rema 1000, og nu er vores dreng kørt i stilling til at overtage den ene forretning. Han er temmelig ferm til at være købmand.

De er begge udlært inden for detailhandel og har altid arbejdet i butik. Jesper blev udlært i det tidligere Obs! varehus i Slagelse og havde derefter nogle år i BS Supermarked, Føtex, Bilka og Netto, så han har et grundigt kendskab til dagligvarehandlen.

20-års jubilæum

Den 1. februar kunne han fejre 20-års jubilæum som købmand i Rema 1000:

– Jeg læste om den norske købmand, Odd Reitan, der gerne ville til Danmark med sit Rema 1000-koncept. Det syntes jeg lød spændende, så jeg lagde billet ind på at få en Rema 1000, da de søgte efter købmænd. Straks efter, at jeg havde været til samtale, lavede vi en aftale, men Rema havde vanskeligt ved at komme ind i Slagelse, så jeg fik den anden butik, som Rema 1000 åbnede på Sjælland, som lå i Næstved. Efter fem år i Næstved og et par år i Gørlev, fik jeg endelig en forretning i min hjemby Slagelse. Nu har jeg drevet butikken på Korsørvej i 13 år, fortæller Jesper Pedersen.

Gitte tog en lidt anden vej til dagligvarehandlen, idet hun er uddannet som materialist og siden har arbejdet i både Føtex og Bilka. Da Jesper havde haft Rema 1000-butikken på Kindhestegade i Næstved i et år, rykkede hun ind i butikken, og i 2013 købte familien den anden Rema 1000 i Slagelse, som hun har haft ansvaret for.

Som købmænd i Rema 1000 er de franchisetagere, hvor man betaler en del af omsætningen til kæden, som til gengæld har investeringsomkostningerne i butiksnettet. For Jesper og Gitte er det en spændende forretningsform, dels fordi købmanden kan koncentrere sit daglige virke med at drive forretning, og dels fordi franchising gør det nemmere at starte som købmand.

– Det er fantastisk at være franchisetager. I franchise tjener man det, man fortjener, siger Jesper.

Udviklingen

Hvordan oplever de udviklingen i dagligvarehandlen i de to årtier, de har været købmænd?

– Den største forskel er helt klart åbningstiden. I dag har vi åbent 91 timer om ugen. En anden ting er, at kunderne ikke er så loyale mere som de var tidligere, men som discountforretning har vi kun mærket fremgang, fordi discount i dag er danskernes foretrukne indkøbssted, siger Jesper.

Gitte ser en stor forandring i kundernes indkøbsmønster:

– Vi ser ikke mere så mange kunder, der køber ind en gang om ugen til kummefryseren. I dag køber kunderne ind flere gange om ugen, men foretager så mindre indkøb.

De er begge begejstrede for discountkonceptet.

– Der skal ske noget i butikken. Jeg elsker at se, at varerne flytter sig. Jeg vil hellere sælge to styk for en femmer end et styk for en 10’er. Det er fascinerende at sælge store mængder i stedet for at gå og støve varer af, siger Jesper.

Konkurrenter

Selv om discount i de senere år har været dansk dagligvarehandels vinderkoncept, får Jesper og Gitte ikke lov til at beholde markedet for sig selv.

– Konkurrenter er væltet op om ørerne på os. Jeg lurede lidt, da der åbnede en Netto og en Fakta lidt længere nede ad vejen, og så tænkte jeg: Hvad sker der nu? Men det betyder bare, at vi nu har fået et nærhandelsområde i denne del af byen, og det trækker folk ud til området, som før handlede inde i byen. Konkurrence er sundt, for det holder os skarpe. Det handler blot om at gøre det lidt bedre end de andre, siger Jesper.

– Ja, det er da en simpel opskrift, siger Gitte.

Opdateret 10. nov 2020