Dagligvarekæder efterspørger politisk løsning på pantproblem
Hos discountkæden Lidl efterspørger man nu politisk handling i spørgsmålet om de millioner af pantfri dåser, som årligt finder vej til Danmark via grænsehandlen ved den dansk-tyske grænse.
Kæden skriver i en pressemeddelelse, at man sidste år modtog mere end 1,5 mio. dåser uden pant. En opgørelse fra Danmarks Naturfredningsforening peger dog på, at op mod 90 pct. af alle dåser købt ved grænsen ender i naturen.
- De mange stykker pantfri emballage, der ender i vores pantautomater, vidner desværre om, at der er ekstremt mange pantfri dåser i omløb, og de risikerer meget vel at ende i naturen, siger Anders Frydendahl, salgsdirektør i Lidl Danmark.
Flere ønsker om politisk handling
Lidl er dog ikke ene om at ønske et politisk indgreb mod de godt en halv mia. dåser, der årligt sælges i grænsebutikkerne.
På Twitter har kommunikationsdirektør i Rema 1000, Jonas Schrøder, tidligere været ude med en forespørgsel til blandt andet Carlsberg og Royal Unibrew, som producerer en stor del af de pantfri dåser. "Vi får årligt 5-8 mio. tyske dåser uden pant fra danske bryggerier i vores flaskeautomater. Mange er fra jer via for eksempel Fleggaard. Har I et sted, vi kan stille dem? Kunne nu være fedt med pant på de dåser, for mange ender også i naturen," skriver han.
Læs også: DSK opfordrer politikere til at bryde EU-regel
Under coronakrisen har Lidl i stil med andre kæder mærket et øget salg af øl og sodavand. Det salg er nu vigende, hvilket kæden i høj grad tilskriver genåbningen af grænsen.
- Under lukningen af grænsen i foråret blev det tydeligt, at salget af dåser med pant steg. Det salg er nu aftaget efter genåbningen. Det tyder på, at grænsedåserne atter er tilbage i de danske husholdninger. Dåser, der kan ende i naturen. Det er på tide, at der kommer en politisk løsning, hvor vi får sat en stopper for de mange pantfri dåser, der er i omløb, lyder det fra Anders Frydendahl.