7-Elevens svenske søsterkæde åbner ubemandet butik
Nogle årtier er gået, siden det var almindeligt at købe blandt andet bagerbrød i en automat uden for bagerens dør. De seneste år er automaterne kommet på banen igen, men nu som hele små butikker.
Nu åbner Reitan Convenience Sverige, der også står bag 7-Eleven i landet, sin første automatbutik i kæden Pressbyrån. Den ligger på Kungsholmen i Stockholm og hedder Pressbyrån Go.
Reitan Convenience fortæller, at der vil komme flere - i første omgang eksempelvis i større kontorbygninger, i hotellobbyer eller på hospitaler, men på lang sigt også som helt uafhængige butikker på gader og pladser.
- Vores mere end 300 Pressbyrån-butikker rundt omkring i Sverige er vores rygrad, der drives med stort hjerte og stor stolthed. Samtidig ser vi en tendens i samfundet til, at mennesker i større grad ønsker at handle efter deres eget individuelle mønster. Med Pressbyrån Go kan vi tilbyde convenience på en ny måde, og vores ambition er, at konceptet skal vokse markant i de kommende år, siger Mariette Kristenson, administrerende direktør, Reitan Convenience Sverige.
Scanner selv varerne
For at kunne handle i automatbutikken henter kunden ved det første besøg Pressbyrån Go-appen og scanner derefter en QR-kode ved indgangen til butikken. Varerne, som kunden vælger, registreres automatisk i en virtuel indkøbskurv ved hjælp af kameraer i loftet og integrerede bølgesensorer. Efter et nemt tjek-ud er indkøbet klaret.
- Teknologien bag Pressbyrån Go betyder, at kunden ikke behøver at gøre andet end at vælge sine varer. Alt registreres automatisk, hvilket vil være en helt ny oplevelse på det svenske marked. Vi har valgt en fleksibel løsning, der giver os mulighed for let at tilpasse og videreudvikle konceptet, efterhånden som vi lærer mere om, hvordan kunderne tager imod den nye butik, siger Maria Isaksson, forretningsudviklingschef, Reitan Convenience Sweden.
Den første Pressbyrån Go-butik er en integreret del af en større Pressbyrån på Kungsholmen i Stockholm.
I Danmark er der endnu ingen dagligvarekæder, der har lanceret en ubemandet butik, men på et tidspunkt luftede Dagli'Brugsen muligheden af små, ubemandede butikker på landet.
Læs også: Bingo Box: Auchans ubemandede Kina-kiosk