7-Elevens ejer åbner ny cafékæde
Mens langt de fleste butikker og spisesteder i Københavns Lufthavn har haft lukket under corona-pandemien, har 7-Eleven-ejer Reitan Convenience i al stilhed åbnet den første café i en helt ny kæde.
Caffeine er navnet på kæden, som norske Reitangruppen købte af en baltisk ejer i 2018.
I dag driver Reitan ca. 65 cafeer i de baltiske lande, hvor der er 6 mio. indbyggere. Vurderingen fra adm. direktør i Reitan Convenience Danmark, Jesper Østergaard, er, at konkurrencen i Danmark er for stærk til, at Caffeine kan ligge lige så tæt her i landet.
- Vores mål i første omgang er nok omkring 30 cafeer indenfor de næste fem år. Men det kommer meget an på, dels hvor stor omsætning vi kan skabe pr enhed med det nye koncept, altså hvor populært Caffeine bliver, dels hvilke beliggenheder vi får tilgang til i landet. Beliggenhed er afgørende for en velfungerende cafe, præcis som det er for 7-Eleven, siger Jesper Østergaard.
Caffeine åbnede i lufthavnen midt i juni, og ifølge Jesper Østergaard er det noget helt andet at drive en café i en lufthavn end i resten af landet.
Reitan Convenience har kig på de første placeringer i København, men der er endnu ikke sat dato på den første åbning.
- Vi skal være sikre på, at konceptet kan skabe lønsomhed uden for lufthavnen, og da vi ikke tidligere har drevet café, skal vi igennem en læringsproces og en fintuning af konceptet, siger Jesper Østergaard.
Kan tage kunder fra 7-Eleven
Han tilføjer, at det blandt andet handler om, at ”have de rigtige varer på hylderne”.
- Det er et ambitiøst projekt for os. Caffeine er ”high end”, og vi skal sikre os, at vores opskrifter giver de bedste produkter inden for sit felt på det danske marked, siger Jesper Østergaard.
Konkurrenterne er på kaffesiden blandt andre Starbucks og Espresso House og på madsiden Emmerys, Lagkagehuset samt Joe & The Juice.
Jesper Østergaard er klar over, at Caffeine også kan komme til at tage kunder fra 7-Eleven.
- Det kan vi ikke helt undgå, da begge koncepter sælger mad- og drikkevarer. Men det er to forskellige koncepter: 7-Eleven er mere mainstream og til folk på farten, mens Caffeine er mere orienteret mod folk, der vil have et break i hektisk hverdag. Kvaliteten på alle produkterne er i top, og derfor er prisniveauet også en anelse højere end i 7-Eleven. Placeringer vil også være forskellige. Caffeine skal ligge på meget trafikerede placeringer, men det kan også være mere rolige omgivelser ved boligområder eller et universitet, siger Jesper Østergaard.
Da Reitan Convenience åbnede i sin tid i Danmark, var det finansieret af Reitangruppen. Reitan Convenience betaler selv for åbningen af den nye kæde.
- Heldigvis har vi efterhånden i en del år leveret nogle gode resultater, og derfor er vi selvfinansierende, siger Jesper Østergaard.
Siden 2014 har 7-Eleven præsteret overskud. i 2019 lå det på 57 mio. kr.