7-Eleven udvider med to Deli-butikker
7-Eleven åbnede i juni 2014 som noget nyt en lidt mere café-agtig butik i non-Schengen-afsnittet i Kastrup Lufthavn. Nu har kæden åbnet Deli nummer to i lufthavnen - denne gang i lavpris-terminalen - og én på København Hovedbanegård.
Den nye Deli i lufthavnen er en satellit til den allerede eksisterende.
- Der er ikke noget kommercielt i lavpris-terminalen ud over os, så vi er spændte på, hvordan det udvikler sig. Men starten har været god. Der er god afsætning på madløsninger, og jeg tror, at vi sælger lidt mere "to go" i den nye. Kunderne tager maden med ombord på flyet, mens vi i den første Deli sælger meget, som fortæres med det samme ved de borde, vi har i non-Schengen-terminalen, fortæller Jesper Østergaard, adm. dir. i Reitan Convenience.
En af udfordringerne er, at der er store dage med mange afgange og dage, hvor der stort set ikke flyves fra terminalen.
- Vi nu er vi ved at finde ud af, hvornår på ugen og dagen vi skal have meget personale på, så vi kan betjene mange kunder næsten samtidigt – og omvendt hvornår vi skal have minimal bemanding, fordi kunderne alene er lufthavnens personale, siger Jesper Østergaard.
Udvikler sortimentet
Deli-butikkerne sælger blandt andet fadøl, frisksmurte sandwich og pizzaer fra stenovn, mens andre 7-Eleven-butikker i højere grad sælger industrifremstillet mad.
- Jeg tror, vi kommer til at justere lidt på sortimentet ved ganske enkelt at udvide det med lidt flere af de varenumre, som sælger godt i en almindelig 7-Elveven – og så rejseartikler som produkter, som man måske af og til glemmer at pakke i sin kuffert, siger Jesper Østergaard.
Den nye Deli drives som en satellit-butik til lufthavnens første Deli, og det forestiller Jesper Østergaard også vil ske andre steder.
- Lige nu forestiller jeg mig ikke, at vi kommer til at åbne enkeltstående Deli-butikker, men derimod eksempelvis som satellit-butik, hvor den drives af en eksisterende købmand som denne, eller som en shop-in-shop-løsning, som vi har gjort på København Hovedbanegård, siger Jesper Østergaard og henviser til en tredje Deli, som netop er åbnet i en af kædens store butikker.
7-Eleven har i alt 189 butikker. Kæden har lukket et par butikker inden for det seneste år. I stedet er der åbnet tre nye ved Nørreport - de to på stationen.
7-Eleven kom sidste år med kædens første overskud.
- Vi er glade for at vores like for like-omsætning kan holdes nogenlunde status quo, da branchen generelt bakker temmelig meget, og jeg forventer, at vi igen i år kan komme med et lille overskud, siger Jesper Østergaard.
Tekst og foto: Helle-Karin Helstrand
hkh@dhblad.dk
7-Eleven åbnede i juni 2014 sin første 7-Eleven Deli.