7-Eleven rykker ind i toget
De seneste seks år har passagerer på tog gennem Danmark været nødt til at have madpakke og termokande med, hvis de ville have noget at spise på togrejsen.
Nu tyder det på, at det igen kan blive muligt at købe lidt godt til ganen.
I hvert fald tester 7-Eleven sammen med DSB en salgsvogn med 7-Eleven-varer, der lige nu kører med på en række ture mellem København og Fredericia, skriver Finans.
Kommunikationschef ved DSB Niels-Otto Fisker bekræfter over for Finans, at testen er igangsat.
- Vi gennemfører lige nu et forsøg med salg i togene over Storebælt for at se, hvordan kunderne tager imod det. Og for at vurdere om konceptet er holdbart, siger han.
DSBs tidligere kioskkæde Kort & Godt er franchisetager på en række 7-Eleven-butikker. Det er det selskab, der foretager testen.