7-eleven går på nettet med madpakker
I første omgang vil convenience-kæden have fat i flere togpassagerer. Det langsigtede mål er frokost til virksomheder.
Rejsekort og online billetsalg kan ramme DSBs 7-Elevens salg af mad og drikke til den kundegruppe, som tidligere skulle i kiosken for at købe billet.
Derfor forsøger convenience-kæden nu at friste togpassagerne med madpakker, når de køber billet på dsb.dk.
- Med denne løsning kan vi dels yde en service for passagerne ved at minde dem om, at de ikke længere kan købe noget ombord, dels tilbyde dem en pakkeløsning, som kan betales online samtidigt med billetkøbet eller reservationen, siger adm. dir. i Reitan Convenience, der ejer 7-Eleven i Danmark, Jesper Østergaard.
Som den sidste side, når kunden har købt billet på dsb.dk, dukker 7-Elevens tilbud om et udvalg af forskellige ”madpakker” op. Priserne ligger mellem 20 til 80 kroner, og kunden opnår en rabat på op til godt 16 pct.
Kunden modtager en stregkode til den bestilte mad på sin telefon, og den har en holdbarhed på en måned. Til gengæld skal maden hentes på den station, den er bestilt til, og hvor kunden står på toget.
- Vi har testet dette i længere tid og har gjort det tilgængeligt på i alle DSB 7-Eleven-butikker for to måneder siden. Vi har ikke markedsført det endnu, fordi vi først vil sikre os, at alt fungerer, som det skal. Foreløbigt fungerer det fint, siger Jesper Østergaard.
Han forestiller sig, at konceptet kan udvides på længere sigt, og tilbuddet findes da også allerede nu på kædens hjemmeside. Det gælder dog i dag kun i DSB 7-Eleven-butikkerne.
- Bliver det en succes, kan man sagtens forestille sig konceptet udvidet til eksempelvis salg til virksomheder, siger Jesper Østergaard.