7-Eleven-butikker forhandler lejen ned
Efter en årrække med stigende priser på butikslejemål i Storkøbenhavn oplever 7-Eleven kæden, at det bliver billigere at bo til leje.
- Markedslejen har ændret sig i takt med, at der er blevet flere ledige butikslejemål. Så vi går selvfølgelig til udlejerne og siger, at vi gerne vil have en dialog om vores husleje. Det sker, at vi får medhold, så huslejen reduceres, siger Jesper Østergaard, adm. direktør i Reitan Convenience Denmark.
Han gætter på, at det er den øgede nethandel, der lukker de fysiske butikker.
- Der er en del ledige lejemål rundt omkring, hvilket vi ikke før har oplevet i den indre by. Priserne på butikslejemål har generelt enten været ikke-stigende eller direkte faldende, så det er klart, at vi kigger på alle vores lejekontrakter en gang om året, og så vurderer vi for hver enkelt beliggenhed, om vi betaler i overkanten i forhold til markedslejen, siger han.
Stadig langt mellem de rigtige placeringer
Jesper Østergaard ser i modsætning til tidligere også velplacerede butikslokaler stå tomme.
- Når der pludselig kommer ledige lejemål i områder, som historisk set har været meget dyre og har krævet store nøglepengebetalinger for at komme ind, påvirker det også huslejen på a-beliggenheder. Frem til for halvandet til to år siden, var ”triple a”-beliggenheder stadig meget dyre, og det er de selvfølgelig stadig, men selv på de bedste placeringer oplever vi i dag ændringer på huslejen.
- Det er ret unikt for Danmark. Vores skandinaviske søsterselskaber har ikke set noget lignende i Oslo eller Stockholm. Vi er lidt længere i den udvikling med huslejeændringer og ledige lejemål end i de to nabolande, siger Jesper Østergaard.
Selv om butikslejemål bliver billigere, synes han ikke, at det er blevet nemmere at åbne nye 7-Eleven. Kæden har i øjeblikket 172 butikker.
- Vi vil gerne åbne masser af nye butikker, men udfordringen er for os, at selv om der er en del ledige lejemål, er de fleste ikke gode beliggenheder for os. Udfordringen er at finde de bedst tænkelige beliggenheder. Men vi har kig på et par stykker, så jeg tror, vi åbner to butikker mere i 2019 og omkring 25 mere i de næste tre år, siger Jesper Østergaard.