40 Meny-butikker åbner 2. maj
Lang tids hemmelighedskræmmeri og intense forberedelser slutter 2. maj, hvor de første 40 supermarkeder åbner som Meny'er i hovedstadsregionen.
Dagrofa-koncernens satsning på vækst gennem import af sin store norske ejer NorgesGruppens koncept kommer nu for alvor til at stå sin prøve i en fordansket udgave på det danske marked.
I en pressemeddelelse slår Dagrofa tonen an for, hvordan danskerne helst skal opleve kæden som noget anderledes end konkurrenternes butikker:
"De daglige indkøb skal være lettere og mere inspirerende. Nogenlunde som det var at gå på torvet for at handle i gamle dage."
- Meny byder på noget helt nyt i Danmark, nemlig et fødevaremarked, hvor faglighed og masser af ferskvarer og frisk frugt og grønt sætter nye standarder for dansk dagligvarehandel. I dag efterspørger danskerne nytænkning, inspiration og nye måder at tænke indkøb og måltider på, og med Meny går vi forrest i markedet, siger Jørgen Nielsen, som er direktør i Købmandshuset, der omfatter alle Dagrofas detailkæder - bortset fra Kiwi.
119 Meny'er i maj
Efter den store premieredag 2. maj følger en hastig udrulning fra øst mod vest, som står på det meste af maj måned ud, hvor i alt 119 Meny-madmarkeder har afløst de sidste SuperBest'er og Eurospar-butikker.
Meny lægger op til at sætte nye standarder for nemme måltidsløsninger i hverdagene, og lancerer faste ugedage med hver sit fokus - fiskemarked om onsdagen, mens torsdag er ostedag, og fredag til søndag står i delikatessernes, kødets og vinens tegn.
Samtidig får Meny-butikkerne 1000 varer til "stærke markedspriser" til at slås med discountbutikkerne.
Foto: Helle-Karin Helstrand