Salling Group går i luften med ny private label-serie

Private label 14. aug 2020 -
This describes the image
Salling Group har samlet koncernens egne mærker Vores og Levevis under Salling-paraplyen.  Foto: Salling Group

Efter godt et års tilløb og test er Salling Group nu klar til at lancere kædens nye private label-satsning under navnet "Salling".

Produkterne er på vej ind på hylderne i Bilka og Føtex med officiel premiere fra og med uge 35. I alt vil mere end 6.000 varer få både nyt navn og ny emballage. Det fortæller kategoridirektør i Salling Group, Jean Ladehoff, til Dansk Handelsblad.

Han fortæller samtidig, at serien kommer til at omfatte flere sub-kategorier, som trækker tråde til udfasningen af de to eksisterende private label-serier "Vores" og "Levevis".

- Produkterne i "Vores" bliver til "Salling" og 80 pct. af produkterne i "Levevis"-serien bliver til Salling Øko. De resterende ca. 20 pct. af Levevis-produkterne er enten gluten- eller laktosefri, og de bliver samlet under henholdsvis et selvstændigt gluten- og laktosefrit brand under Salling-serien. På sigt vil vi også lancere selvstændige brands for veganske produkter, da det er varekategorier i vækst, hvor forbrugerne efterspørger tydelig mærkning, lyder det fra kategorichefen.

[caption id="attachment_90068" align="alignnone" width="696"] I løbet af 2021 vil også de konventionelle varer overgå til et nyt design og Salling-navnet. Foto: Salling Group[/caption]

Selve navnet er en reference til virksomhedens grundlægger, Herman Salling, og Salling Fondene, som ejer Bilka- og Føtex-kæderne. En af grundlæggerens kerneværdier var at tilbyde gode varer til gode priser, og det er også filosofien bag den nye serie, lyder det fra Salling Group.

En løbende proces

Salling-serien kommer til at dække alt fra konservesprodukter til pålæg og sølvpapir, og er fordelt på 4.000 nonfood-varer og 2000 fødevarer - heraf 500 økologiske produkter, som bliver de første i butikkerne.

Det betyder, at kunderne fra og med uge 35 vil opleve økologiske produkter skifte til Salling Øko-emballagen, mens lanceringen og udrulningen af de konventionelle varer i Salling-serien vil vare langt ind i 2021, i takt med at flere varer konverteres til det nye design.

Essentiel del af forretningen

Salling Group er ikke den eneste dagligvareaktør, der i stigende omfang satser på private label.

F.eks. er ca. 30 pct. af varerne i Rema 1000 i dag i discountkædens eget mærke, mens egne brands tæller mere end 5000 varer i Coop-koncernen.

Den seneste opgørelse over den danske private label-andel i dagligvarebutikkerne stammer fra 2017 og er udarbejdet af organisationen Private Label Manufacturers Association (PLMA).

Dengang udgjorde private label-andelen herhjemme 26,6 pct. i værdi, mens volumen lå på 32,6 pct. - eller næsten hver tredje vare.

Jean Ladehoff vil helst ikke ind på, hvor meget meget private label-produkterne står for af omsætningen i de to dagligvarekæder, Føtex og Bilka, men understreger, at de, "udgør en væsentlig omsætning, og at markedet for private label har været stærkt stigende i senere år - og lanceringen af den nye serie skal bidrage til segmentets fortsatte vækst."

De nye produkter vil ikke være at finde i Salling Groups discountkæde Netto. Dette skyldes ifølge Jean Ladehoff, at Netto, med kædens butikker i Polen, har egne private label-produkter, som skal sigte mere internationalt.

Opdateret 13. jan 2021