København: Rekordhøjt antal tomme butikskvadratmeter
-
Tomme lokaler efter Aldi og Irma er dog opslugt af markedet af blandt andre Jysk og Normal, der stadig vokser.
Det er tal fra Ejendomstorvet.dk, der viser ikke mindre end 374 ledige lokaler til butik, café eller kaffebar i hovedstaden. De dækker tilsammen over 74.500 tomme kvadratmeter, hvilket cirka svarer til 25 Meny-eller Føtex-supermarkeder. Det er det største antal ledige kvadratmeter siden Ejendomstorvet.dk startede med at indsamle data i 2003.
Udover at Jysk og Normal vokser og har overtaget end del af de tomme lokaler efter Aldi og Irma lukkede, så åbner byggemarkederne som f.eks. jem&fix, Harald Nyborg og Silvan nye, kompakte city-afdelinger.
I København og på Frederiksberg åbner Alma Madmarked de første to butikker i de første måneder af 2025. Det er dog ikke i tomme butikslokaler, men lokaler de overtager fra Spar-kæden.
Direktør for detail hos Colliers International i København, Peter Bech, siger.
- Butikker uden for kæderne har sværere ved at klare sig: De kan ikke købe ind til lige så lave priser som kæderne, og de har sværere ved at håndtere det netsalg, som for mange forbrugere er et vigtigt supplement til de fysiske butikker.
Længere mellem butikker på forretningsgader
Kristian Hartmann, partner og direktør for La Cour og Lykke med speciale i butikslokaler, supplerer.
- Dagligvarebutikkerne ligger stadig mange steder, men de mere specialiserede butikker, f.eks. med tøj, samles på større handelsstrøg. Forretningsgader som Borups Allé, Roskildevej og Ålekistevej får længere mellem butikkerne, det samme gælder dele af Amagerbrogade.
Selvom 74.500 tomme kvadratmeter lyder af meget, så er det faktisk kun 3,4 pct. af det samlede butiksareal i hovedstaden, der er ledigt i 4. kvartal af 2024.