VALG: Politiske partier tøver med ny hjælp til energiregningen

Politik og samfund 17. okt 2022 -
This describes the image
Foto: Colourbox
  • En rundspørge viser, at dagligvarehandlen foreløbig må nøjes med den hjælpepakke, Folketinget vedtog før valget

Skrevet af: Henrik Denman

Energipolitik er skudt helt til tops på vælgernes dagsorden ved Folketingsvalget. Dagligvarehandlen må i valgkampen dog kigge forgæves efter økonomisk støtte eller anden hjælp til at klare de voldsomt stigende energiregninger. Sådan lyder meldingen fra flere politiske partier op til Folketingsvalget.

DH Media har spurgt de politiske partier, om de mener, at staten skal hjælpe dagligvarebutikkerne med økonomisk støtte til energiregningen.

Venstre bejler i årets valgkamp til statsministerposten, og partiets mangeårige erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen siger, at de stigende energiudgifter bekymrer partiet, fordi det er vigtigt at bevare de lokale købmænd rundt om i landet. Han understreger, at politikerne ikke kan fjerne inflationen, men har en forpligtelse til at afbøde nogle af udfordringerne.

"Vi har foreløbigt sikret lavere elafgift og lavere tariffer, og vi har lavet en aftale om en henstandsordning, der gør det muligt at skubbe en del af de ekstraordinært høje energiregninger. Det løser på ingen måde alle problemer, det er vi meget bevidste om. De foreløbige tiltag kan forhåbentlig være en lille hjælp og gavne nogle dagligvarebutikker, men vi ser fortsat på, hvad vi yderligere kan gøre," skriver Torsten Schack Petersen i en mail til DH Media.

Behov for nye tiltag

Det Konservative Folkeparti går også målrettet efter statsministerposten. Partiet siger, at det var med i aftalen om hjælpepakkerne, så dagligvarebutikkerne kan udskyde dele af deres regning.

"Vi ved dog, at der er behov for andre tiltag. Vi vil gerne hjælpe med at lokke flere kunder i butikkerne ved bl.a. at sænke afgifterne på en række dagligvarer. Desuden vil vi lette skatterne for 40 mia. kroner, hvor vi bl.a. sænker selskabsskatten. Det vil være til stor gavn for dagligvarebutikkerne," skriver partiet i en mail til DH Media.

De Radikale står også bag den hjælpepakke, som et flertal i Folketinget vedtog kort før valget.

"Vi støtter den indefrysningsordning for høje energiregninger, som blev indgået lige før valgudskrivelsen, og som både gælder for husholdninger og virksomheder. Ordningen sikrer, at energiregninger, som er højere end sidste år, kan afbetales over fem år på gunstige vilkår," skriver partiet.

Kristendemokraterne, der kæmper for igen at få plads i Folketinget, mener, at man kan gå endnu længere for at hjælpe dagligvarehandlen:

"Nedsættelsen af elafgiften er et skridt på vejen. KD mener, at der skal ydes tilskud til energiforberedende tiltag i dagligvarehandlen. KD er også bevidst om, at det ikke løser de udfordringer, dagligvarebutikkerne står med," skriver partiet.

 

Opdateret 17. okt 2022