Milliarder skal styrke iværksættere
-
I et nyt iværksætterudspil foreslår regeringen 41 konkrete initiativer, der skal løfte vilkårene for danske start-ups og iværksættere. Det møder ros fra Dagrofas top og flere organisationer.
De store erhvervseventyr starter med en god idé og kommer hele samfundet til gode i form af skatter, arbejdspladser og nye investeringer. Men langt de fleste iværksættere opgiver drømmen allerede efter få år på grund af økonomiske vanskeligheder.
Derfor vil regeringen nu styrke iværksættere med en ny iværksætterstrateg, der indeholder fem indsatsområder: Bedre adgang til kapital, færre byrder og mindre bøvl, flere talenter frem, flere vidensbaserede iværksættervirksomheder og flere iværksættere i hele Danmark.
Under de fem områder ligger 41 konkrete forslag til initiativer, hvor der er afsat 2,1 mia. kr. i årene 2024-2026 og 1,1 mia. kr. om året fra 2027.
- Målet er klart. Danmark skal være et iværksætterland i verdensklasse. Danske iværksættere gør det fremragende, men vi skal sikre dem endnu bedre muligheder for at skabe flere virksomheder og at de kan vokse sig store i Danmark. Derfor lancerer vi nu en række forslag og et årligt milliardbeløb til iværksætterne, så de nu får en langt stærkere hjælpende hånd til at nå deres ambitioner og gøre deres drømme til virkelighed, siger erhvervsminister Morten Bødskov (S).
Thumbs up fra koncernchef
I dagligvarebranchen har ikke mindst Dagrofas koncernchef Tomas Pietrangeli efterlyst en stærkere indsats for at fremme danske iværksættere, så flere får både lysten og modet til at blive selvstændige.
Han ser derfor dagens udspil som et skridt i den rigtige retning i bestræbelserne på at skabe bedre vilkår for innovation og vækst.
- I Dagrofa ser vi med stor glæde og begejstring på de nye tiltag, der f.eks. indebærer bedre muligheder for crowdfunding i anpartsselskaber og et fokus på mere iværksætteri i landdistrikterne, der bl.a. er vigtigt i forhold til opstart af detailbutikker.
- De nye initiativer kan også bidrage til at styrke vores fødevaresektor og skabe et bredt og spændende sortiment af produkter i fremtiden. En stærk værdikæde, hvor vi i detailhandlen bakker op om de nystartede, er afgørende for, at flere iværksættere – herunder købmænd – får mod på at starte deres egne virksomheder, lyder det fra Tomas Pietrangeli.
Massive roser til udspil
Regeringen har fået kritik fra politiske modstandere og store dele af dansk erhvervsliv for at være for nølende med at fremlægge en ny strategi, der skal styrke iværksættere. Regeringens iværksætterpakke bliver derfor mødt med stor begejstring i Dansk Industri.
- Det er en historisk og glædelig dag. DI har længe og vedholdende arbejdet for, at skabe bedre rammer for at udvikle og skabe idéer. For de danske iværksættere er rygraden i Danmarks fremtidige velstand. Det er dem, der skal skabe fremtidens arbejdspladser. Det er enormt glædeligt, at regeringen har fremlagt en så ambitiøs strategi med mange gode forslag. Det er vores fælles ansvar at sikre, at vi efterlader et sundt og robust samfund til de næste generationer – og her spiller iværksætterne en central rolle med at skabe vækst, arbejdspladser og innovation, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri.
SMVdanmark, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder, roser ligeledes regeringens udspil.
Adm. direktør i SMVdanmark Jakob Brandt siger:
- Danmark skal være verdens bedste land for iværksættere, og regeringens udspil til iværksætterstrategi er et vigtigt skridt i den retning. Vi får her helt konkrete forbedringer for de danskere, der har startet egen virksomhed, og alle dem der drømmer om at gøre det. Det er tiltrængt, for antallet af selvstændige har været faldende over de sidste mange år. Den kurve kan vi forhåbentlig nu knække til gavn for os alle sammen.
HK stemmer i. Forbundsformand Anja C. Jensen siger:
- Det er så vigtigt, at vi får flere iværksættere med – på tværs af køn, alder og fag. Danmark er en handelsnation – vi skal understøtte udviklingen af gode, solide danske virksomheder stiftet af Mette, Søren og Mohammed med ordnede løn - og arbejdsvilkår. De unge skal opleve at have en sikker hånd i ryggen og have en grundforståelse af, hvordan de selv kommer rigtigt i gang. Den motor vil vi gerne være med at elektrificere, siger hun og uddyber:
- Vi skal åbne de unges øjne for hele potentialet og vise, at den eneste vej til egen biks og virksomhed ikke nødvendigvis er med en selfiestang for at promovere andres parfumer eller på egen cykel - og risiko - som falsk “selvstændigt” Wolt-bud
Regeringen vil nu indkalde til politiske forhandlinger om en iværksætterstrategi.