Købmænd: Det kræver politisk mod at sikre levende bymidter

Politik og samfund 20. maj 2021 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
  • Partnerskabet for levende bymidter er klar med deres anbefalinger til politikerne, når det kommer til at sikre liv i landets købstæder. Det vil dog kræve politisk mod at sikre bymidterne, lyder det fra DSK

Landets bymidter og butikslivet deri trues i disse år fra flere fronter, hvor stigende ehandel, coronakrise og megabutikker i udkanten af landets større byer alle blot er én brik i et større billede.

For at imødegå udviklingen, eller afviklingen om man vil, har Partnerskabet for levende bymidter netop offentliggjort deres rapport, som har været undervejs siden august 2020. Heri giver en række organisationer - fra Indenrigs- og Boligministeriet til DSK, KL og Dansk Erhverv - deres forslag og anbefalinger til, hvordan der i fremtiden kan sikres fortsat liv i landets købstæder.

- Levende bymidter i hele landet er en grundlæggende forudsætning for, at det er attraktivt at bo og arbejde i landdistrikterne. Jeg er enig med partnerskabet i, at de udfordringer, vi ser for tiden, kræver en fælles og massiv indsats, og jeg glæder mig til at arbejde videre med anbefalingerne, siger indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek.

Rapporten rummer i alt 12 anbefalinger - som kan læses her. Men hvis det ikke blot skal blive ved tanken, vil det kræve politisk mod fra både nationale og kommunale politikere, lyder det fra adm. direktør i DSK, John Wagner.

- Hvis ikke et flertal i Folketinget med indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek i spidsen og landets kommuner udviser mod og handler i bymidternes interesse, kan det, vi kalder købstæder, være en saga blot. Så tager den stigende e-handel kombineret med alt for mange såkaldte aflastningscentre med megabutikker uden for byerne livet af bymidternes butiksliv og dermed kommunernes naturlige samlingspunkt, siger John Wagner i en kommentar og trækker på en af DSK's absolutte kæpheste.

- Ministeren siger helt rigtigt, at det kræver en ekstraordinær og massiv fælles indsats at løse de udfordringer, som bymidterne står overfor. Helt rigtigt. Men han kommer ikke uden om, at han, regeringen og Folketinget også har hovedansvaret og bør rulle den seneste liberalisering af planlovens detailhandelsbestemmelser tilbage, så kommunerne i konkurrence med hinanden forhindres i at underminere bymidterne med flere og større aflastningscentre, lyder det fra John Wagner, der har været medlem af udvalget i partnerskabet.

Vilkår for byliv

Mens de 12 anbefalinger bredt dækker alt fra politiske initiativer til anbefalinger om byudvikling, er man fra Danske Handelsbyers side især fokuseret på tre elementer, som er afgørende for det daglige virke i købstæderne:
 
- En professionel organisering omkring levende midtby med alle ansvarlige parter med rodfæste i den kommunale organisation
Vi oplever i dag, at dette er for skrøbeligt organiseret i de fleste byer. Der mangler et strategisk ophæng for detailhandel, som alligevel udgør hver 8. arbejdsplads i Danmark.
 
- Helhedsorienteret strategi, som skaber rammen for en levende midtby, hvor detailhandelen kun er en af de aktører, der skaber liv
Midtbyer er ikke kun detailhandel, det er en mangfoldig paraply af erhverv i gadeplan. Her spiller Danske Handelsbyers medlemmer en vigtig rolle i at sikre trafik i byen og omsætning i butikken. Men der skal mere til for, at byerne kan konkurrere med andre aktiviteter i fremtiden.
 
- Videnscenter for opsamling af data og videregivelse heraf
Vi har set, at netværket Danske Handelsbyer bar 53 byer igennem corona-krise med viden og erfaringer, som sikrede, at alle altid havde et sted, de kunne finde hjælp. Nu søger vi et videnscenter som kan sikre, at udviklingen af levende handelsbyer bliver understøttet af data og et stærkt partnerskab på tværs.

Partnerskabet for levende bymidter

Partnerskabet består af følgende medlemmer:

  • Frederikshavn Kommune, Marianne Ellersgaard
  • Syddjurs Kommune, Poul Møller
  • Varde Kommune, Tove Merete Wolff 
  • Assens Kommune, Peter Michael Nielsen
  • Guldborgsund Kommune, Christian Refstrup
  • Danske Handelsbyer, Heidi Svane Pedersen
  • Dansk Erhverv, Per Thye Rasmussen
  • De Samvirkende Købmænd, John Wagner
  • Ejendom Danmark, Jan Ellebye
  • KL, Karoline Amalie Steen og Jeppe Würtz Petersen
  • Kulturministeriet, Ole Winther
  • Landdistrikternes Fællesråd, Grete Saabye
  • Lokale og Anlægsfonden, Oliver Vanges
  • Den filantropiske forening Realdania, Astrid Bruus Thomsen og Realdania By & Byg, Ann Hein
  • Indenrigs- og Boligministeriet med Sara Paarup, Bolig- og Planstyrelsen som formand

 

Opdateret 20. maj 2021