Forbrugerombudsmand: Brancheforening reklamerer ulovligt for nikotinprodukter
-
Forbrugerombudsmanden politianmelder brancheforeningen Nikotinbranchen for ulovlig reklame for nikotinprodukter
Forbrugerombudsmanden har politianmeldt brancheforeningen Nikotinbranchen for at have overtrådt tobaksreklameloven ved at reklamere for nikotinprodukter i en pressemeddelelse med overskriften ”Nikotinproducenter: Vi har en vej til færre rygere” og på sin hjemmeside.
Nikotinbranchen er en ny brancheforening, stiftet af British American Tobacco og Swedish Match, og Forbrugerombudsmanden blev i juni 2021 opmærksom på, at foreningen i en skrev: ”fremme viden om alternative nikotinprodukter og dermed give 700.000 danske rygere muligheden for at vælge produkter som nikotinposer, tyggetobak og e-cigaretter med et markant større skadesreducerende potentiale end cigaretter”.
Forbrugerombudsmanden konstaterede også, at der på brancheforeningens hjemmeside, www.nikotinbranchen.dk, blandt andet var udsagn som:
”Røgfrie nikotinprodukter er en del af løsningen på det folkesundhedsmæssige problem, som tobaksrygning udgør i dag.”
”Vi mener, at voksne skal have adgang til et nikotinprodukt uden røg. Muligheden for at forbruge nikotin er en afgørende faktor for at få rygere til at lægge cigaretterne på hylden og vælge et mindre sundhedsskadeligt produkt.”
”Vi tilbyder røgfrie nikotinprodukter som en måde at få dækket et behov og nyde nikotin, uden en meget stor del af de skadesfølger, der er ved at ryge tobak.”
Nikotinbranchens pressemeddelelse og hjemmeside indeholder positive udsagn om nikotinprodukter, som Nikotinbranchens medlemmer sælger.
Allerede derfor har Forbrugerombudsmanden vurderet, at pressemeddelelsen og hjemmesiden er aktiviteter i erhvervsøjemed, som har til formål at sælge nikotinprodukter, eller som har den virkning, på samme måde, som hvis Nikotinbranchens medlemmer havde været ”direkte afsender” af pressemeddelelsen og hjemmesiden.
Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse skal lovligheden af en brancheforenings aktiviteter vurderes på samme måde, som aktiviteter af de virksomheder, som brancheforeningen repræsenterer.
- Al reklame for tobaksvarer og nikotinprodukter er forbudt. Det er et meget vidtgående forbud, som naturligvis også gælder for virksomheders brancheforeninger. De er underlagt samme lovgivning som deres medlemmer, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.
Nikotinbranchen er ikke enig i, at Nikotinbranchen har overtrådt reklameforbuddet.