Eksperter ønsker ingen CO2-afgift i køledisken

Politik og samfund 21. feb 2024 -
This describes the image
Foto: Arla
  • Michael Svarer-udvalget foreslår, at landbruget skal betale en C02-afgift på mellem 150 og 750 kr. per ton. Uanset model vil det betyde højere forbrugerpriser. 

Skrevet af: Søren Tougaard

Med halvandet års forsinkelse har det såkaldte Michael Svarer-udvalg med den aarhusianske økonomiprofessor i spidsen omsider fremlagt deres bud på, hvordan landbruget skal nedbringe CO2-udledningen. 

Landbruget står for ca. 30 pct. af CO2-udledningen i Danmark, og det er netop produktionen ude i landbruget, som ekspertudvalget foreslår at pålægge en CO2-afgift. Det gælder både dyrehold og lavbundsjorde.

Derimod skal forbruget, altså kødet i køledisken, helt gå fri for en CO2-afgift, da en sådan kun vil have en fjortendel så stor effekt på klimaet som en afgift direkte på produktionen.

Svarer-udvalget foreslår tre forskellige modeller for landbruget, der vil pålægge erhvervet C02-afgifter på enten 150, 375 eller 750 kr. per ton CO2.

Hvilken model, der vælges, er helt op til politikerne.

Men den bunden opgave er, at landbruget skal nedbringe CO2-udledningen med 2,5 mio. tons inden 2030, hvis Danmarks klimamål om 70 pct. reduktion i 2030 skal indfries, lyder det fra Michael Svarer.

Det er mere end udledningen i den samlede danske griseproduktion, som udleder 1,6 mio. tons om året. 

Vil påvirke forbrugerpriser

- Kommer det så til at betyde højere priser på fødevarer? Ja, det gør det, siger Michael Svarer på et pressemøde. 

Hvis politikerne gennemfører model 1 med de højeste afgifter på 750 kr. per ton CO2 forventes det f.eks., at 500 gram hakket oksekød stiger med 4,50 kr. i køledisken, mens model 2 og 3 vil hæve prisen med henholdsvis 2,30 og 1,40 kr. 

Derimod bliver priserne kun marginalt højere for 500 gram hakket grisekød og en liter mælk med forventede prisstigninger på 60 øre for den dyreste model og 20 øre for afgiftsmodellen på 150 kr. per ton CO2.  

Den højeste afgiftssats på 750 kr. per ton CO2 vil ifølge ekspertgruppen medføre et fald i beskæftigelsen i landbruget og følgeerhverv på 7.950 årsværk i 2030. Da man mange andre erhverv i Danmark hungrer efter arbejdskraft, ventes det, at de, der mister deres arbejde i landbruget, vil finde job andre steder.

Oplægget fra Svarer-udvalget vil nu blive drøftet ved en såkaldt grøn trepart, der består af regeringen, interesseorganisationerne Landbrug & Fødevarer, Dansk Industri  Danmarks Naturfredningsforening og Kommunernes Landsforening samt fagforbundene Fødevareforbundet NNF og Dansk Metal. Desuden deltager den grønne tænketank Concito som en særskilt videnspart.

Forventningen er, at den endelige model for en CO2-afgift på landbruget vil være færdigbehandlet i år.

I Folketinget er det kun Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti der er modstandere af en særskilt dansk CO2-afgift for landbruget.

 

 

 

 

 

 

Opdateret 21. feb 2024