Corona-kompensation til restauranter løber op i milliarder

Politik og samfund 28. sep 2021 -
This describes the image
Foto: Colourbox
  • Samlet er der blevet udbetalt milliarder i statslig kompensation for løn og faste udgifter under corona til restaurationsbranchen 

Regningen for tvangslukningerne af restaurationsbranchen under corona-krisen er så småt ved at være gjort op. Og selvom der er stor forskel på, hvor meget de enkelte restauranter og kæder har fået udbetalt, løber den samlede regning op på over 3 mia. kr.

Det viser en aktindsigt, som Fødevarewatch er kommet i besiddelse af.

Over halvandet år, som krisen i runde tal har varet, har branchen fået kompensation for faste udgifter svarende til godt 1,2 mia. kr. frem til den 20. juni 2021. Regningen for lønkompensation i samme periode løber op i 1,9 mia. kr. 

Bones-restauranterne er en af de største modtagere af kompensation. Kæden har i alt modtaget 36,2 mio. kr. i lønkompensation og 11,2 mio. kr. i kompensation for faste udgifter. Og den finansielle hjælp fra staten har været nødvendig for at holde hånden under både medarbejdere og forretning, lyder det.

- Vi havde ikke mulighed for at lave hjemsendelser, hvis ikke det offentlige tog en del af regningen. Vores indbetalinger på a-skat og andre bidrag i perioden, er jo væsentligt større end de beløb, der er udbetalt på kompensationsdelen, siger Jan Vinther Laursen, adm. direktør i Bones og bestyrelsesformand for brancheorganisationen Horesta.

Opdateret 28. sep 2021