Coronarestriktioner: Alkoholsalg lukker ved midnat - mere hjemmearbejde venter

Politik og samfund 9. dec 2021 -
This describes the image
Landets dagligvarebutikker må forvente endnu mere tryk på den kommende tid frem mod jul, hvor skoler lukker ned og folk opfordres til hjemmearbejde.  Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
  • Danskerne må igen forberede sig på mere hjemmearbejde og onlineundervisning op til juleferien. Samtidig stoppes for al salg af alkohol i butikkerne ved midnat.   

Skrevet af: Søren Tougaard

Helt som ventet præsenterede statsminister Mette Frederiksen i går aftes flere restriktioner, der den kommende tid skal dæmme op for coronaepidemien og den nye variant Omikron. Med over 35.000 registrerede smittet på en uge har sygdommen udviklet sig til regulær samfundssmitte.

Derfor lukkes folkeskoler og privatskoler ned fra 15. december til 4. januar, ligesom folk på private og offentlige arbejdspladser opfordres til hjemmearbejde i det omfang, det er muligt. Dermed kan landets dagligvarebutikker se frem til endnu mere travlhed op til jul, end der er i forvejen. 

Også det hårdt ramte natteliv med barer og diskoteker lukker helt ned i en periode, der allerede gælder fra fredag 10. december.

Det betyder samtidig, at der fra samme dag bliver forbud mod at sælge alkohol i detailhandlen fra midnat, hvilket især vil ramme mange 7-Eleven, servicestationer og kiosker i Storkøbenhavn. 

På landets spisesteder skal man igen have mundbind på og vise coronapas ved ankomst. Også her skal al indendørs og udendørs servering lukke ved midnat gældende fra 10. december.

Desuden opfordrer myndighederne på det kraftigste virksomheder til at aflyse julefrokosten på grund af de høje smittetal.   

- De nye restriktioner vil lægge et massivt pres på en række virksomheder i Danmark. Især dem, der lever af at underholde, samle og flytte folk. Vi skal selvfølgelig tage situationen alvorligt, men vi skal også snart lære at leve med coronaen, siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv. 

Derfor opfordrer erhvervsorganisationen sammen med DI, at de lovede kompensationspakker meget hurtigt kommer på plads. 

   

Opdateret 9. dec 2021