ICA sparker til driftsindtjeningen
-
Den svenske dagligvarekoncern øgede omsætningen med 2,2 pct. i tredje kvartal.
Det svenske dagligvaremarked voksede med 1,2 pct. i tredje kvartal, hvor ICA blot kunne præstere en fremgang på 0,7 pct. på hjemmemarkedet.
Alligevel gik ICA Gruppens samlede salg i tredje kvartal frem med 2,2 pct. til 32,1 mia. svenske kr. - ca. 24 mia. kr.
I alt formåede ICA Gruppen at hæve driftsindtjeningen med hele 7,7 pct. i tredje kvartal målt op imod samme kvartal sidste år. Samlet lød driftsindtjeningen på 1,8 mia. svenske kr.
Også kvartalsoverskuddet steg med 6,6 pct. til næsten 1,4 mia. svenske kr. - lidt over 1 mia. kr.
- Tredje kvartal var stærkt med indtjeningsforbedringer i alle koncernens aktiviteter undtagen ICA Sverige, som havde et stabilt kvartal med uændret margin, mens sammenligningstallene var udfordrende. Med aftagende pandemieffekter kan vi konstatere, at markedet i Sverige er ved at blive normaliseret, men med en fortsat højere andel af omsætningen online end før pandemien, lyder det i en kommentar fra ICA Gruppens topchef Per Strömberg.
Lille vækst i Sverige
Med en omsætning i tredje kvartal på 23,2 mia. svenske kr. udgør ICA Sverige det absolut største forretningsben i ICA-koncernen.
ICA Sverige tæller de fire butiksformater Maxi (hypermarked), supermarkeder, Kvantum (varehuse) og Nära (convenience), foruden onlinesalg.
I årets første ni måneder er ICA Sveriges omsætning tæt på 69 mia. svenske kr., hvilket er 1 pct. højere end samme periode sidste år.
Udover ICA Sverige tæller koncernen også Rimi Baltic og apotekerkæden Hjärtet. Her var der især omsætningsfremgang til Rimi Baltic og Apotek Hjärtet i tredje kvartal med henholdsvis 7,1 og 5,4 pct.
Begge disse forretninger omsatte lige omkring 4 mia. svenske kr. i tredje kvartal. I årets første tre kvartaler har Rimi Baltic haft en omsætning på lige over 12 mia. svenske kr. efter en vækst på 4,2 pct., mens ICA's apotekerkæde har omsat for 11,4 mia. kr. efter en fremgang på mere beskedne 0,9 pct.
Endelig tæller ICA Gruppen også et ejendomsselskab samt ICA Bank, der på årsbasis begge udgør en beskeden del af ICA Gruppens samlede omsætning på mere end 126 mia. svenske kr., svarende til 94 mia. kr.