Amazon spiller med musklerne i Sverige - og sender et signal til resten af Norden
-
Amazon i Sverige følger virksomhedens gennemtestede udrulningsmodel og spiller nu virksomhedens stærkeste kort - abonnementsordningen Prime
Knap en måned inden virksomhedens 1 års jubilæum i det svenske ruller Amazon Sverige det tunge skyts frem - abonnementsordningen Prime er ikke blot et af den amerikanske onlinegigants stærkeste kort i kampen om kunderne.
Det er samtidig et vink med en vognstang til handelslivet i både Sverige og nabolandene om, at amerikanerne nu for alvor sætter tryk på engagementet i Norden..
Hensigten med Amazon Prime er både at tiltrække og skabe loyale kunder - af hvilke, der pt. er 200 mio. i 22 lande. Prisen for den svenske udgave af tjenesten bliver 59 svenske kr. om måneden - 549 svenske kr. om året svarende til 385 kr. årligt.
Foruden gratis fragt af købte varer i hele landet indeholder et Amazon Prime abonnement også tjenesten Prime Video, gratis spil og spil indhold med Prime Gaming og særskilte specielle tilbud til medlemmerne.
Amazon ved alle grænser
Blandt danske eksperter er der enighed om, at en dansk satsning fra Amazons side blot er et spørgsmål om tid - og at det med al sandsynlighed sker i løbet af det kommende efterår 2021.
Og med åbningen af Prime i Sverige er scenariet ikke blevet mindre realistisk.
- Der er gået næsten et år siden vi lancerede Amazon i Sverige og vi er meget glade for modtagelsen fra vores svenske kunder. Med lanceringen af Amazon Prime kan vi nu tage næste skridt, siger Gulfem Toygar, country manager for Amazon i Sverige.
Hvorvidt en dansk satsning kommer til at indebære logistikcentre (lagerfaciliteter, red.) som det er tilfældet i Tyskland og Sverige er svært at spå om. Flere eksperter har dog tidligere påpeget, at det danske marked langt hen ad vejen - og som minimum i første omgang - vil kunne betjenes af de eksisterende faciliteter i vores nabolande.
Derfra vil det være enkelt for Amazon at følge den allerede velafprøvede udrulningsmodel, som indtil nu har sikret succes på tværs af kloden.
Modellen har traditionelt set fulgt de samme skridt, hvor Amazon først sikrer sig markedsandele i et givent land ved at presse konkurrenterne på prisen. Når Amazon har sikret sig en kritisk masse af både lokale kunder og tredjepartsforhandlere, der køber ind på Amazon som markedsplads, begynder arbejdet med at introducere virksomhedens produkter af eget brand - såsom de intelligente højtalere Amazon Alexa og Echo.
Det "sidste" skridt er lancere Prime-abonnementet, som skal udvide kundekredsen og sikre Amazon løbende indtjening i markedet, som derefter kan geninvesteres både lokalt og i omkringliggende markeder.