Bred enighed blandt eksperter: Amazon.dk er lige på trapperne

Øvrige 15. sep 2021 -
This describes the image
Foto: Amazon
  • Verdens største internetbutik Amazon kommer til Danmark til efteråret, mener flere eksperter

De danske onlinebutikker får med al sandsynlighed øget konkurrence, når dette års Black Friday løber af stablen i slutningen af november. Eksperter forventer, at verdens største internetbutik Amazon lanceres i Danmark i løbet af efteråret, hvilket både skaber muligheder og udfordringer for danske erhvervsdrivende.

Det skriver Børsen.

Virksomheden har gennem længere tid hyret medarbejdere med danskkundskaber og kendskab til det danske marked - og alt peger på en dansk entre inden for de kommende måneder.

- Min overbevisning er, at vi ser et dansk Amazon op til Black Friday i år. Det er mit klart bedste bud. Julesalget er kæmpe, så hvis ikke de griber den nu, bliver det formentlig først til efteråret næste år. Mange af de varer, der virkelig er salg i på Amazon, er voldsomt sæsonbetonede, så derfor giver det god mening at lancere op til det. For meget af det, de kan få succes med, er afhængig af julen, lyder det fra Jeppe Hamming, partner og chef for markedspladser i konsulenthuset Nørgaard og Mikkelsen.

Sverige som midtpunkt

Hos Dansk Industri er det også forventningen, at de danske butikker og kunder kan forvente amerikansk konkurrence i den nærmeste fremtid. Den amerikanske netbutik begyndte for nylig at teste samme dag levering i Stockholm i Sverige, hvor man i dag - ni måneder efter opstarten - sidder på 3 pct. af markedet, hvilket gør dem til en af de største aktører i Sverige. 

Ligesom i Sverige, forventer de danske eksperter at Amazon vil håndtere den danske entré i et roligt tempo frem for at storme ind med bulder og brag. Derfor vil der med al sandsynlighed gå tid, før vi får samme dag levering i Danmark. På samme måde vil virksomhedens stærkeste kort i form af rabatter og andre fordele gennem Prime-abonnementet også lade vente på sig.

Amazon Prime Video - der i blandt andet USA og Tyskland er en del af abonnementspakken - begynder dog allerede at spille med musklerne på tværs af de nordiske markeder. Videotjenesten vil blandt andet til at producere lokale dramaproduktioner og andet nordisk indhold og har hyret to nordiske profiler ind til at lede arbejdet.

Opdateret 15. sep 2021