7-Eleven ansætter kommunikations-profil
-
Danmarks største convenience-kæde har ansat Annette Juhler Kjær i en nyoprettet stilling som chef for kommunikation, CSR og Public Affairs
7-Eleven, som er Danmarks største convenience-kæde, har ansat kommunikations-profilen Annette Juhler Kjær i en nyoprettet stilling som chef for kommunikation, CSR og Public Affairs.
Som tidligere medlem af topledelsen i Salling Group var kommunikation, public affairs og CSR også hendes ansvarsområder, mens hun som kontorchef i Miljøministeriet havde ansvar for strategi og kommunikation.
- Det er en klar ambition, at 7-Eleven skal rykke endnu stærkere på den grønne, og bæredygtige agenda. Med Annette ombord får vi ikke alene en stærk kommunikator hos 7-Eleven. Annette har både solid retail-erfaring og politisk indsigt. Det er et rigtig godt match, og vi glæder os til samarbejdet, siger Jesper Østergaard, CEO, 7-Eleven Reitan Convenience Danmark.
Conveniencekæden har et erklæret mål om at styrke sin position som danskernes foretrukne valg, når de vil spise både sundt og lækkert. Og gerne vil gøre det med god samvittighed.
- Vi er allerede rigtig gode til at tilbyde vores kunder præcis dét, som rigtig mange ønsker sig, når de handler på farten i en travl hverdag. Hos os kan de købe mad og drikke med god samvittighed – både i forhold til deres egen sundhed, men også i forhold til bæredygtighed og socialt ansvar, siger Jesper Østergaard.
Om sit nye job siger Annette Juhler Kjær: - Convenience er i vækst, det stopper aldrig, for det handler også om den service og de muligheder, som vi kan give kunderne. Jeg glæder mig til at dele den fortælling med kunderne sammen med vores dygtige købmænd, der driver deres og vores forretning og har den daglige kontakt med rigtig mange danskere.
For nylig meddelte Annette Juhler Kjær i en pressemeddelelse, at hun stopper en politisk karriere i Det Konservative Folkeparti. Hun blev i 2022 partiets kandidat i Roskilde-kredsen: - Min beslutning er taget i forbindelse med evalueringen af valgresultatet, der som bekendt ikke gik helt som planlagt.
De seneste år har Annette Juhler Kjær drevet sin egen rådgivningsvirksomhed, men der har efter valget også været et par følere fra større virksomheder, som hun først synes, at hun kan arbejde seriøst med, når de er sikre på, at hun kan bruge al sin tid på dem.
I 2021 var hun ansat som kontorchef i Miljøministeriet. Og inden da blev det til godt to år i Salling Group.