Kronprinsen klar til klima-konference i København
-
H.K.H. Kronprinsen deltager i international klima-konference i København i maj, hvor bl.a. Salling Groups kommunikations- og CSR-direktør er på talerlisten
H.K.H. Kronprinsen deltager i SEGES Innovations internationale klimakonference Agri-Food & Climate Circle, der samler grønne forskere og virksomheder fra hele verden i København.
På klimakonferencen den 10. og 11. maj præsenteres 15 grønne idéer fra forskere og virksomheder, som er udvalgt af et ekspertpanel blandt mere end 80 indsendte idéer fra hele verden.
Fra dagligvarehandlen deltager Henrik Vinther Olesen, som er Group Vice President, CSR, Communications & Public Affairs i Salling Group. Han er blandt andet ansvarlig for den grønne omstilling i Salling Group.
På konferencen får Kronprinsen også selskab af bl.a. topcheferne Peder Tuborgh, Jais Valeur og Cees ’t Hart fra henholdsvis Arla Foods, Danish Crown og Carlsberg samt en række topforskere fra hele verden.
Siden FN’s klimakonference COP-15 i København i 2009 har Kronprinsen været optaget af at sætte fokus på de globale klima- og miljøudfordringer og Danmarks rolle som ledende nation inden for grøn omstilling.
Kronprinsen skal holde den afsluttende tale på konferencen, der arrangeres af det danske videns- og innovationshus SEGES Innovation.
- Kronprinsens deltagelse understøtter vigtigheden af at samle forskere, virksomheder og beslutningstagere fra den globale landbrugs- og fødevareklynge for at dele viden og skabe en fælles vej til en grønnere fødevareproduktion, siger direktør for innovation Lisbeth Henricksen fra SEGES Innovation.
Konferencen fokuserer på 7 hovedområder: Dokumentation af grønne initiativer, optimal ressourceudnyttelse, forbrugerindflydelse på grøn omstilling, bæredygtig anvendelse af jorden, bæredygtig husdyrproduktion, skift til mere vegetabilsk protein og bioteknologi som alternativ kilde til protein.