10.000 gæster til Madens Folkemøde
-
Årets udgave af Madens Folkemøde byder på knap 200 oplevelser, når hele programmet er offentliggjort i løbet af de kommende uger
Madens Folkemøde på Engestofte Gods på Lolland er klar til at byde 10.000 gæster velkommen den 2. og 3. juni.
Den grønne omstilling bliver et gennemgående tema. Også emner som madspild, ældremad og sundhed sætter aftryk på programmet
Årets udgave af Madens Folkemøde byder på knap 200 oplevelser, når hele programmet er offentliggjort i løbet af de kommende uger. Det er alt fra debatter, samtaler, stande, madskoler og workshops til et stort fødevaremarked.
Alene på scenerne vil der være knap 100 debatter og samtaler om, hvordan aktørerne kan skabe en bæredygtig forandring af vores madsystem.
- Mad kan flytte mennesker, samle mennesker, løfte mennesker. Og det er der brug for lige nu. Vi står i en brydningstid. Krigen i Ukraine. Biodiversitetskrisen. De stigende råvarepriser, der påvirker både den almindelige forbruger og hele madbranchen. På Madens Folkemøde samler vi Maddanmark og diskuterer nogle af de vigtige problemstillinger, vores samfund står overfor nu og i fremtiden, siger Kasper Fogh Hansen, formand i Foreningen Madens Folkemøde.
Madens Folkemøde er en årligt tilbagevendende begivenhed, der siden 2019 har været samlingspunkt for Danmarks madprofessionelle og madinteresserede fra hele landet.