Danskernes grænsehandel øger klimabelastningen

Miljø 21. nov 2024 -
This describes the image
Grænsehandlen dækker over en skjult klimabelastning, mener DSK. Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
  • De Samvirkende Købmænd peger på skjult klimabelastning

Skrevet af: Henrik Denman

Når danske forbrugere i stort antal sætter kursen på Tyskland eller Sverige for at grænsehandle, er de med til at belaste klimaet.

En ny analyse fra De Samvirkende Købmænd viser, at danskerne tilsammen udleder over 210.000 tons CO2e om året som følge af transport til grænsehandlen. Det svarer til 0,5 procent af Danmarks samlede udledning af drivhusgasser.

Adm. direktør for DSK, Jannick Nytoft, siger, at grænsehandlen har en række negative effekter for Danmark, og at prisen er langt hørere end mange tror.

Det handler ikke kun om tab af arbejdspladser og skatteindtægter, men også om miljøet.

– Klimaaftrykket fra danskernes grænsehandel er betydeligt og kan reduceres markant ved at gøre det mere attraktivt at handle lokalt, siger han.

Sænk afgifter

En befolkningsundersøgelse, foretaget af Norstat for DSK, viser, at 68 procent af danskerne rejste til Tyskland eller Sverige inden for det seneste år. Undersøgelsen viser også, at størstedelen af grænsehandlen sker i benzin- og dieselbiler som bidrager direkte til de øgede CO2e-udledninger, hvor andre drivhusgasser er regnet med.

Det er ifølge Jannick Nytoft afgørende, at der arbejdes på at reducere udledningen, og en af de lavthængende frugter bl.a. er grænsehandlen, som kunne reduceres ved bl.a. at sænke afgifterne.

– Derfor foreslår DSK, at der skal ryddes op i de danske punktafgifter, herunder chokoladeafgiften og kaffeafgiften, så danske butikker bliver mere konkurrencedygtige i forhold til den eksisterende grænsehandel.

– Ligesom der bør arbejdes for at indføre en differentieret moms i Danmark, så f.eks. fødevarer bliver billigere for danskerne, siger Jannick Nytoft.
 

Opdateret 21. nov 2024