Randers-købmand sælger slikkepinde til 100 kr. stykket
-
Kunder køber slikkepinde for tusindvis af kroner for at støtte lokal købmand med elregning
En lang række dagligvarebutikker i små samfund landet over er kommet i farezonen på grund af de astronomisk høje elpriser. Dagligvarehandlens eget branchemedie har søsat en kreativ redningsplanke i form af slikkepinde, som butikkerne får gratis og dermed kan score hele fortjenesten på.
DH Medias nye adm. direktør Christian Skipper med en fortid som annoncechef på Altinget.dk har været på landevejene for at møde læserne og give dem et gratis salgskit, der kan hente lidt ekstra overskud hjem til elregningen.
- Der er på en og samme tid både rørende og givende at komme rundt og besøge købmænd og brugsuddelere i de mindre samfund. Rørende, fordi det er spændende at se, hvor hårdt de knokler for at holde livsnerven i de små samfund kørende – og givende fordi det er vigtigt for mig at komme ud og besøge vores kunder. Der er mange gode historier derude, siger Christian Skipper.
Købmand Brian Mossalski Nielsen, Min Købmand Øster Bjerregrav ved Randers, har sat slikkepindene til salg og forventer at tjene mellem 10.000 og 12.000 kr. som tilskud til elregningen. Det kan dække op mod 20 pct. af regningen i en måned.
- Jeg er ikke den, som går og piver over elregningen. I stedet prøver jeg at finde forskellige veje til at forbedre min forretning, siger Brian Mossalski Nielsen, der drømmer om at få solceller på butikstaget, så han i fremtiden skal bekymre sig mindre om elregningen.
Han overtog ansvaret for driften af det borgerejede butiksanlæg i januar i år og har sænket strømforbruget med 20 til 30 pct. Samtidig har han sat fokus på salget, som ligger på den rigtige side af indeks 125 for årets første ni måneder og altså dermed hiver mere omsætning hjem, end hvad prisstigningerne på fødevarer alene ville have påvirket indekstallene med.
Støttet af købmandsforeningen Danmark
Slikkepindene, som er en donation fra Købmandsforeningen Danmark og søsat på initiativ af branchemediet DH Media, har fået stor lokal opmærksomhed i Randers.
Brian Mossalski Nielsen tog imod tilbuddet med kyshånd: Køb en slikkepind og støt butikken med 20, 30, 50, 75 eller 100 kroner. Både Randers Amtsavis og TV2 Østjylland har været forbi Øster Bjerregrav for at fortælle om projektet, der er en hjælp til selvhjælp for kunder og købmænd og brugsuddelere i de mindre lokalsamfund.
- Jeg ved da godt, at det er vanvittigt at betale 100 kroner for en slikkepind. Men når folk læser skiltet, så er der alligevel nogen, der køber en, siger Brian Mossalski Nielsen, der med erfaring fra borgerbutikker i Sparkær, Hylke og Vejrumbro tyer til hele værktøjskassen – også den kreative del – når det gælder om at få kunder og mersalg i butikken.
Ideen kommer oprindeligt fra den administrerende direktør i Copenhagen Bike Show, Christian Ritter.
Konceptet er simpelt: Ved kassen står et bord med slikkepinde i fem forskellige farver. De er doneret af Købmandsforeningen Danmark, og sælges til overpriser i butikken. De gule koster 20 kroner, de grønne koster 30 kroner, de røde koster 50 kroner, de brune koster 75 kroner og de sorte koster 100 kroner. Poul Damholt, der er en lokal samarbejdspartner fra O2Share, der renser luften i butikken, kom forbi og købte 10 sorte slikkepinde.
Min Købmand Øster Bjerregrav forventer at ramme et årligt forbrug på mellem 120 og 130 MWh og placerer sig dermed i Energistyrelsen kategori af mellemstore virksomheder med et forbrug i spændet 20 MWh og op til 500 MWh.
De udgør knap 15 pct. af erhvervskunderne og deres forbrug udgør ca. 62 pct. af det samlede forbrug. Den gruppe har blandt de opgjorte elforbrugergrupper oplevet den næststørste prisstigning på 34,84 øre/kWh i første halvår 2022 sammenlignet med samme periode i fjor, viser tal fra Energistyrelsen.
Årsagen til stigningen i elprisen er en kombination af et fald i produktionen af vandkraft i Sverige og Norge samt en kraftig stigning i CO2- kvotepriserne som følge af den store stigning i naturgaspriser og dermed stigende efterspørgsel efter kul. Samtidig steg kulprisen fra 82 US dollars per ton i 2021 til over 284 US dollars per ton i slutning af perioden. Desuden medfører situationen i Ukraine stor usikkerhed og meget svingende energipriser.