Madspildspioner fylder rundt
I dag er der langt mellem de danske forbrugere, der ikke på en eller andet måde forholder sig til madspild, og det vil nok ikke være for meget at sige, at Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand i Stop Spild af Mad, har en stor del af æren for, at madspild er kommet på manges læber.
7. marts fylder Selina Juul 40 år. Da Selina Juul for snart 12 år siden stiftede Stop Spild af Mad, var madspild end ikke på dagsordenen, men Selina Juul satte gang i en folkelig bevægelse, som erhvervslivet og politikerne siden har taget til sig.
Siden er Selina Juul blevet internationalt kendt og har modtaget en lang række både danske, europæiske og internationale priser - senest er hun blevet kåret som Årets Europæer.
– Da jeg stiftede Stop Spild Af Mad, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle starte en dansk og international folkebevægelse mod madspild, sagde hun i et interview med Dansk Handelsblad, da Stop Spild af Mad fejrede sit 10-års jubilæum.
Selina Juul er født i Ruslands hovedstad, Moskva, i 1980 og kom til Danmark som 13-årig. I Moskva oplevede hun knapheden på mad og tog derfor initiativ til at bekæmpe madspild i Danmark.
Selina Juul er i dag blandt andet bestyrelsesmedlem i Regeringens Tænketank om Forebyggelse af Madspild og Fødevaretab, medlem i den globale koalition mod madspild Champions 12.3 i Washington D.C., medlem af Europa-Kommissionens vidensplatform om madspild EU Platform on Food Losses and Food Waste og partner i FN’s globale SAVE FOOD initiativ.
I slutningen af sidste år udgav Selina Juul kogebogen ”Mad med respekt - en familiekogebog, der mindsker madspild” med medvirken af Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie m.fl.