Købmænd og landbrug uddeler madspilds-pris til Prinsesse Marie
Tirsdag den 29. september var Danmarks Nationale Madspildsdag, som er en del af FN’s Internationale Madspildsdag og derfor den perfekte anledning til at hædre en person for en helt særlig indsats i kampen mod madspild.
Det skete på Madspildsdagen i Rådssalen på Axelborg hos Landbrug & Fødevarer, hvor prisen ”Stræberen” - indstiftet af De Samvirkende Købmænd - blev overrakt til Prinsesse Marie, som hermed bliver den tredje modtager af prisen.
Den første, uddelt i 2018, gik til stifteren og bestyrelsesformanden i Stop Spild Af Mad, Selina Juul, mens prisen sidste år gik til områdechef i Landbrug & Fødevarer, Klaus Jørgensen, som sammen med adm. direktør i DSK, John Wagner, besluttede at give hædersprisen videre til Prinsesse Marie.
- Prinsessen har gjort en kæmpe folkeoplysningsindsats i den gode sags tjeneste, siger John Wagner og peger på, at hun var protektor for regeringens fødevaretopmøde “World Food Summit - Better Food for More People”, at hun ved tv-optræden introducerede madlavning med overskudsmad med engagerede skolebørn, og at hun sidste år sammen med Selina Juul var medforfatter på kogebogen “Mad med respekt”.
Ved prisoverrækkelsen var der taler af Prinsesse Marie, fødevareminister Mogens Jensen, adm. direktør for Landbrug & Fødevarer Anne Lawaetz Arhnung, John Wagner og de tidligere prismodtagere.
Prismodtageren beholder "Stræberen" i et år, hvorefter DSK og tidligere prismodtagere uddeler prisen til en ny modtager, der har udmærket sig i kampen mod madspild.
"Stræberen", der er en skulptur på 26 kilo, er udført af den nu afdøde billedhugger Torben Bøgh Hansen.