Regeringen vil skærpe straffen for butikstyveri
Tilbage i februar varslede justitsminister Nick Hækkerup (S), at regeringen vil fremsætte et lovforslag til efteråret, der skal dæmme op for den organiserede kriminalitet i butikkerne. Og meget tyder på, at der nu omsider er en længe ventet håndsrækning på vej til detailhandlen.
I forbindelse med Folketingets åbning har regeringen netop fremlagt sine planer for det næste år. Her fremgår det blandt andet, at regeringen vil skærpe bødestraffen for butikstyveri, herunder i gentagelsestilfælde, og øge kontrollen mod hælervarer. I De Samvirkende Købmænd (DSK) har man længe ønsket et større politisk fokus på den organiserede butikstyveri, der ofte begås af udenlandske kriminelle.
Derfor hilser DSK også regeringens udmelding velkommen, selv om ingen endnu kender det konkrete indhold.
- Det er et stort ønske for os, at man ikke politisk betragter butikstyverier som en bagatel, som ikke er værd at beskæftige sig med. Det er en anerkendelse af de problemer en købmand står med, når nogle stjæler hans varer - og dermed hans penge, siger Claus Bøgelund Nielsen, vicedirektør i De Samvirkende Købmænd.
Højere bødetakst
I dag er bødestraffen det dobbelt af varens værdi, dog mindst 500 kr. Og her mener DSK, at bøden for butikstyveri skal takseres højere fremover.
- Du kan gå ind og stjæle 10 plader Marabou-chokolade i dag, og så får du en bøde, der er mindre, end hvis du parkerer din bil ni meter fra et gadehjørne eller går over for rødt. Der er nogle proportioner, som vi syntes, er forkerte, siger Claus Bøgelund Nielsen.
Efter lovforslaget bliver sendt i høring venter de politiske forhandlinger om bødens størrelse ved butikstyveri, som f.eks. kan hæves til 1000 kr., 1500 kr. eller endnu højere.
- Det er klart, at jo højere bøder - også i gentagelsestilfælde - jo lettere bliver det for myndighederne at udvise. Og vi må bare erkende, at der er rigtig meget butikstyveri, som begås af udenlandske statsborgere. Og derfor er det vigtigt med skærpede straffe.
- Købmanden, der får stjålet sine varer, bliver jo ikke lykkeligere af, om en eller anden får en bøde på 1000 eller 2000 kr. Men vi bliver lykkeligere, hvis dem, der begår kriminaliteten, i højere grad kan blive udvist, siger Claus Bøgelund Nielsen.
Foruden en skærpet bødestraf for butikstyveri vil regeringen også hindrer videresalg af stjålne, forfalskede eller ulovligt udførte genstande, fremgår det af lovkataloget.