Regeringen vil liberalisere lukkeloven i ny turismestrategi

Lovgivning 21. okt 2024 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
  • Alle butikker i bymidten i byer med under 15.000 indbyggere skal fremover kunne holde åbent på lukkedage, lyder et element fra regeringen i ny turismestrategi.  

Skrevet af: Søren Tougaard

Regeringen har præsenteret et udspil til en ny strategi, der skal styrke turismen frem mod 2030. 

Her er der blandt andet fokus på øget markedsføring af Danmark som turistdestination samt på turismetilbud, herunder outdoor-, møde- og erhvervsturisme. 

Regeringen ønsker at sikre, at turismen bidrager til levedygtige lokalsamfund, og at flere private investeringer skal styrke turismen uden for de store byer, og at det skal ske hele året rundt.

Derfor foreslår regeringen at liberalisere lukkeloven, så butikker i bymidten i byer med under 15.000 indbyggere kan vælge at holde åbent på lukkedage.  

- Turismen er en kæmpe vækstmotor for Danmark. Det skal vi styrke. Derfor skal vi have ryddet benspænd af vejen. Ved at modernisere lukkeloven, kan de lokale butikker i mindre byer selv bestemme, om de vil slå dørene op eller ej på årets lukkedage. På den måde kan tøjbutikken eller købmanden høste frugterne af den stigende turisme. Det kan skabe vækst og flere arbejdspladser i små lokalsamfund. Det vil være et vigtigt rygstød på rejsen mod at skabe et sammenhængende Danmark. Hvor landdistrikterne blomstrer endnu mere, er fulde af liv, og hvor endnu flere turister har lyst til at lægge vejen forbi, siger erhvervsminister Morten Bødskov (S). 

Vil investere 100 mio. kr. 

I alt vil regeringen investere 100 mio. kr. i den nye turismestrategi.

Morten Dahlin, minister for byer og landdistrikter, udtaler:  

- Turismen er helt afgørende for vækst og udvikling mange steder i Danmark. I 20 kommuner står turismen for mere end 10 pct. af beskæftigelsen. Det kan altså mærkes hos den lokale købmand, på det lokale hotel og på museet, men også hos helt almindelige danske familier, når folk har lyst til at holde ferie, konferencer eller events i vores dejlige land.

- Med regeringens nye turismestrategi sætter vi massivt fokus på, hvordan hele Danmark fortsat kan være en attraktiv rejsedestination 365 dage om året på en bæredygtig måde. Derfor sætter regeringen 100 millioner af til at gennemføre den nye strategi, samtidig med at vi giver bedre muligheder for at udvikle og skabe nye attraktive tilbud til turister over hele landet.

 

 

Opdateret 21. okt 2024