Opfølgende kontrolbesøg i butikker halveres
-
Hos De Samvirkende Købmænd glæder man sig over, at de opfølgende kontrolbesøg ude i butikkerne nu bliver justeret fra to til ét.
Som en del af Fødevareforlig 4 blev der fra 2020 indført, at butikker og andre fødevarevirksomheder, der modtager en sanktion, skal have to opfølgende gebyrbelagte kontrolbesøg i stedet for ét.
Den gang lød begrundelsen, at f.eks. butikker, der modtager sanktioner, ofte 'falder tilbage' og modtager nye sanktioner. Det, selv om de har rettet op på forholdene og fået en glad smiley ved det første opfølgende besøg.
Da reglen blev indført, gjorde De Samvirkende Købmænd det klart, at erhvervsorganisationen ikke kunne genkende dette mønster hos deres medlemmer, der blandt andet tæller omkring 1000 dagligvarebutikker under Rema 1000, Meny, Spar, Min Købmand, Let-Køb, ABC Lavpris og Løvbjerg.
Fjerner bureaukrati
Denne holdning har DSK fortsat. Derfor er erhvervsorganisationen også glade for, at der fra 1. oktober i år gælder nye regler for opfølgende kontrolbesøg mod butikker, så sanktionerede butikker fremover får et besøg af Fødevarestyrelsens kontrollanter i stedet for to.
- Vi har arbejdet for, at det andet opfølgende kontrolbesøg enten afskaffes eller gøres afhængigt af overtrædelsens art og grovhed. Vi ser det som en udfordring, at kontrolressourcer bliver brugt på virksomheder, hvor problemerne allerede er løst - altså hvor der ikke længere er behov for kontrol. Kontrolbesøgene er både administrative tunge og tidskrævende, især når de er unødvendige. Derfor er vi meget glade for, at kontrolkonceptet nu bliver justeret, siger fødevarechef i DSK, Anne-Marie Jensen Kerstens.
I en ny fødevarekontrolbekendtgørelse indsættes desuden en overgangsordning med virkning fra den 1. januar 2025, som indebærer, at virksomheder, der er meddelt en indskærpelse før den 1. oktober 2024, fortsat får to opfølgende kontroller efter de gældende retningslinjer, både en målrettet og en standardkontrol, meddeler Fødevarestyrelsen.
Bekendtgørelsen sendes i offentlig høring primo oktober.