Minister-nej til udskudt emballage-regning
-
- Det er det stærkt kritisabelt at ministeren vil sætte en lov i kraft, når myndighederne endnu ikke har gjort deres hjemmearbejde, siger vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen fra DSK.
Om cirka et år skal op mod 40.000 danske virksomheder sikre sig - og betale for - at deres emballage bliver genanvendt: Et krav der følger med det såkaldte producentansvar fra EU.
Men kravet har givet store udfordringer for danske virksomheder, og langt fra alle har registreret sig til ordningen.
Det er derfor blevet foreslået - blandt andet af Morten Harboe-Jepsen, adm. direktør i Emballageretur - at man udskyder implementeringen af producentansvaret til 2026.
Men ifølge en artikel i Børsen i dag afvises det af Miljøminister Magnus Heunicke (S).
Han skriver i et svar til Børsen: - Vi er i kredsen af partier bag aftalen enige om, at producentansvaret skal starte fra den 1. oktober 2025. Det er allerede senere end EU-kommissionens frist, som er 1. januar 2025, og det ønsker vi ikke at udskyde længere, lyder det fra miljøministeren.
Få styr på reglerne
Vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen fra DSK siger til Dagligvarehandlen.dk:
- Myndighederne har endnu ikke leveret deres del. Vi mangler stadig bekendtgørelser og myndighedsafgørelser. Derfor er det stærkt kritisabelt, at ministeren vil sætte en lov i kraft, når myndighederne endnu ikke har gjort deres hjemmearbejde.
- Det her har kæmpe betydning for tusindvis af virksomheder - fra kaffebaren til de største fabrikker - og derfor bør ministeren få styr på de regler, virksomhederne skal overholde, før vi får en endelig dato. Ellers minder det mere om Kafka, end godt er, siger Claus Bøgelund Nielsen fra DSK.
Urimeligt
John Wagner, som sidder i bestyrelse i VANA, skriver bl.a. følgende på LinkedIn som respons på Børsen-artiklen:
- Det er helt og aldeles urimeligt, at bekendtgørelsesarbejdet endnu ikke er færdigt. Virksomhederne ved altså ikke, hvad de går ind til, og det er IKKE virksomhedernes skyld, men dit (miljøministeren, red.) ministeriums ansvar. Det er helt og aldeles urimeligt, at en erhvervsrettet lovgivning af det omfang (som vi altså ikke engang kender den enkelte virksomheds omkostninger ved) skal træde i kraft 1. oktober næste år, når vi i erhvervslivet har fået et bredt politisk tilsagn om, at den slags træder i kraft enten 1. juli eller 1. januar. Med andre ord: Der er grund til omtanke! skriver John Wagner på LinkedIn.
VANA er stiftet af DI, Dansk Erhverv, Landbrug & Fødevarer og DagSam (Mærkevareleverandørerne, Coop og DSK med Rema 1000 og Dagrofa) som en såkaldt kollektiv ordning.
Som Dagligvarehandlen kunne fortælle tidligere på måneden ønsker VANA at udskyde producentansvaret, så det først træder i kraft fra 1. januar 2026.