Lukkelovsforslag skaber splid i dagligvarebranchen
Til daglig er de ærkerivaler, men under hele coronakrisen har dagligvarehandlen gjort en dyd ud af at stå sammen.
Nu har et forslag, som rent omsætningsmæssigt vil kunne gavne nogle mere end andre, skabt dyb uenighed blandt de største aktører i dagligvarebranchen.
Salling Groups topchef Per Bank, der har været meget aktiv på de sociale medier med daglige udmeldinger på LinkedIn, bragte torsdag morgen et banebrydende forslag på banen:
"Midlertidig suspendering af lukkeloven i påsken 2020?"
Per Bank skriver i sin argumentation på LinkedIn:
"Jeg er særlig bekymret for vores kunder og medarbejderes sikkerhed da påskedagene er den tid på året hvor koncentrationen af kunder størst på færrest dage, jeg har de sidste dage fået rigtig mange henvendelser fra medarbejdere og bekymrede kunder".
Salling Groups 18 Bilka-varehuse, godt 100 Føtex'er samt godt halvdelen af Netto-butikkerne skal ifølge lukkeloven holde lukket skærtorsdag, langfredag samt 1. og 2. påskedag.
Hvorfor går I ikke ud som en samlet dagligvarehandel med dette forslag - som I har gjort det ellers under corona-krisen?
- Vi har forsøgt at påvirke så godt vi kunne via Dansk Erhverv, men skal lukkeloven dispenseres, så er det nu, beslutningen skal tages. Ellers kan vi ikke få det til at fungere rent praktisk, siger topchef i Salling Group Per Bank til Dansk Handelsblad.
- Det, der er vigtigt for mig, er at sende det signal, at sikkerheden er vigtigst og kommer frem for alt andet. Har jeg ikke sendt det signal, og jeg kommer til at stå med 230 Netto-butikker, der holder åbent i påsken, og jeg ikke kan styre antallet af kunder, eller jeg står med en Bilka onsdag før påske, hvor varehusene plejer at sælge tre gange så meget som normalt, og jeg ikke kan styre sikkerheden, så skal jeg ikke være den, der ikke har været ude at sige, at det her kunne blive et stort problem. Men vi understreger samtidig, at hvis lukkeloven ikke bliver lavet om i påsken, vil vi gøre alt, der står i vores magt for at sikre, at vi kan styre situationen, siger han.
I er jo også en af de dagligvareaktører, der har flest butikker, der skal holde lukket. Kan du fortænke nogen i at tænke, at det handler om at skabe omsætning?
Jeg kan bare sige, at jeg har ingen forståelse for dem, der ikke kun tænker på sikkerhed lige nu.
For os som virksomhed er det ligegyldigt, men når det drejer sig om danskernes sikkerhed, er det ikke ligegyldigt. Min samvittighed kunne ikke med, hvis jeg ikke gik ud og sagde det her. Til daglig synes jeg, det er fin lukkelov, vi har, siger Per Bank.
Ja fra Rema 1000
Ni ud af ti af Rema 1000's butikker skal holde lukket på de fire helligdage, og ifølge kommunikationschef i kæden Jonas Schrøder ser kæden det som en god ide at suspendere lukkeloven:
- Set ud fra de anbefalinger, som myndighederne er kommet med for at reducere risikoen for smittespredning ved at holde afstand og undgå store folkemængder, så vil det være fornuftigt at dispensere fra lukkeloven i påsken, så handlen bliver spredt ud over flere dage. Det vil være mere sikkert for både kunder og personale, siger Jonas Schrøder.
Coop frygter for forsyningssikkerheden
Ærkerivalen Coop har kun ca. 400 ud af koncernens ca. 1100 Kvickly-varehuse, Irma-butikker, SuperBrugser, Dagli'Brugser og Fakta-butikker, der skal holde lukket.
Hos Coop forventer man slet ikke en påskehandel, der ligner den sædvanlige, og informationsdirektør Jens Juul Nielsen siger til Dansk Handelsblad, at Coop ikke synes, det er en god ide at ændre lukkeloven:
- Påskehandelen er normalt nogle af årets største dage i dagligvarehandelen. Det er den, fordi her samles familie og venner til påskefrokoster og middag. Det gør de ikke år. Derfor forventer vi en væsentlig mindre påskehandel. Og der er altså vores vurdering ikke behov for så dramatiske pludselige foranstaltninger som der foreslås, siger informationsdirektør Jens Juul Nielsen til Dansk Handelsblad.
Han argumenterer for, at en suspendering af lukkeloven vil være helt urimeligt for "alle de medarbejdere, der har knoklet helt ekstraordinært de seneste tre uger, at inddrage deres velfortjente feriedage".
Jens Juul er til gengæld bekymret for forsyningssikkerheden, hvis alle butikker holder åbent.
–Vi har planlagt og disponeret til vores 1100 butikker – og vi ikke kunne garantere samme sikre leveringer over hele Danmark, hvis vi pludselig skal lave panik-ændringer i sidste øjeblik. Så pludselige ændringer vil medføre store varemangler nogle steder og formentlig efterfølgende kæmpe madspild på grund af forkerte disponeringer, siger Jens Juul.
Coop deler dog bekymringen for sikkerheden og tryghed i butikker. Hvis der skulle opstå større pres på butikkerne, foreslår koncernen:
- At vi som handel samlet foreslår, at man handler i nærmeste butik.
- At vi samlet som branche udvider åbningstiderne, de steder, hvor der måtte være behov.
- At man laver kø-mærkning uden for butikkerne, så antallet af kunder ad gangen inde i butikkerne, styres.
- I denne helt ekstraordinære situation for Danmark er det vigtigt, at vi fortsat står sammen som branche, som vi hidtil har gjort, for fortsat at sikre forsyningssikkerhed, samt tryghed for medarbejdere og kunder, siger Jens Juul Nielsen.
Dagrofa siger også nej
Dagrofa, der ejer Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb deler Coops holdning.
- Vi er også være meget bekymrede for forsyningssikkerheden, som ind til nu er gået helt, som den skal, siger Mariam Skovfoged, der er kommunikationsdirektør i Dagrofa.
- Vi forventer en mindre påskehandel, da danskerne ikke kommer til at mødes på samme måde som tidligere. Det er også vigtigt, at vores kolleger, som har løftet et kæmpe ansvar i disse dage, kan få mulighed for at holde fri. Sikkerheden er vigtig; og vi tager de nødvendige foranstaltninger i butikkerne. Vores forbrugere har ændret indkøbsmønster, så der i højere grad er kunder spredt over hele dagen. Skulle der opstå et pres, ser vi det som en langt bedre ide at udvide de daglige åbningstider i dagene op til påsken, siger Mariam Skovfoged.
En stor del af Dagrofas 115 Meny-butikker skal lukke i påsken, mens langt de fleste af koncernens andre butikker må holde åbent.
Ingen kommentarer om forslaget fra Aldi og Lidl
Aldis ca. 185 butikker kan alle holde åbent på helligdagene, og Kristian Jessen, pr- og kommunikationschef i Aldi Danmark, ønsker ikke at kommentere forslaget fra Per Bank.
Hos discountkæden Lidl deler man bekymringen om trængsel i butikkerne:
- Vi ser normalvis en øget frekvens af indkøb op mod påske, men vi er i direkte kontakt med Erhvervsministeriet om emnet og ønsker ikke at kommentere forslaget nu. Anbefaler myndighederne, at vi holder alle butikker åbent af hensyn til sikkerheden, kan vores organisation løfte opgaven, og så gør vi naturligvis det, siger kommunikationschef Morten Vestberg.
Ud af Lidl 125 butikker er der ifølge Morten Vestberg kun en håndfuld, der normalt holder åbent på helligdage.
Læs også: Dagligvaretopchef vil have lukkeloven på pause i påsken