En samlet dagligvarehandel kører påskekampagne - uden Salling Group
opdateret 2. april
"Kære kunder. Grundet COVID-19 har regeringen besluttet, at lukkeloven bliver suspenderet i to dage i påsken. Vi er gået sammen med de fleste af vores kollegaer i dagligvarebranchen om denne information til jer alle", lyder et budskab på LinkedIn fra Dagrofa.
Blandt rådene på plakaten, der i, dag 2. april, også er i dagbladene som en helsides annonce, er de kendte om at holde afstand og at vaske hænder.
Samme budskab kommer fra De Samvirkende Købmændmed med ordene "Dronningen sagde det! Statsministeren siger det! Hele dagligvarehandlen gør det også!" .
Også informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen, deler plakaten, der som underskrivere har: Coop, Dagrofa, Rema 1000, Lidl, Aldi, 7-Eleven, Circle K, Q8, Løvbjerg, ABC Lavpris og De Samvirkende Købmænd.
Kommunikationschef i Rema 1000, Jonas Schrøder, skriver på sin LinkedIn, at budskabet ryger ud i landets aviser som en annonce.
En stor aktør mangler dog:
Det er Salling Group, der på grund af et enkelt råd ikke vil stå som medunderskriver: På plakaten opfordrer branchen til, at kunderne handler lokalt.
Per Bank, topchef i Salling Group, har tidligere sagt til Finans:
- Vi ser ikke det at handle lokalt som en løsning, da den store påskehandel jo netop kan give ophobning i de små, lokale butikker frem for at få spredt ud til de store.
Ejer de største
Landets største dagligvarebutikker er varehusene i Bilka-kæden, som Salling Group ejer.
Salling Group ejer også Netto og Føtex, og uden suspenderingen måtte både Bilka, Føtex og halvdelen af Netto-kæden holde lukket.
Det var Per Bank, der med et opslag på LinkedIn onsdag 25. marts indledte hele debatten om at suspendere lukkeloven. Det var blandt andre Dagrofa og Coop lodret uenige i. Det endte med et kompromis, så alle butikker må holde åbent skærtorsdag og 1. påskedag fra 10 til 17, hvilket stort set alle benytter sig af.
Per Bank har dog hele tiden understreget, at han ønske om suspendering handler om sikkerhed - ikke om omsætning.
- Jeg kan bare sige, at jeg har ingen forståelse for dem, der ikke kun tænker på sikkerhed lige nu. For os som virksomhed er det ligegyldigt, men når det drejer sig om danskernes sikkerhed, er det ikke ligegyldigt. Min samvittighed kunne ikke med, hvis jeg ikke gik ud og sagde det her. Til daglig synes jeg, det er fin lukkelov, vi har, har Per Bank tidligere sagt til Dansk Handelsblad.
[caption id="attachment_87077" align="aligncenter" width="205"] Fra LinkedIn[/caption]