For første gang: Danmark blokerer kinesisk hjemmeside af hensyn til forbrugernes sikkerhed

Lovgivning 16. sep 2021 -
This describes the image
Foto: Keld Navntoft/Erhvervsministeriet
  • De danske myndigheder har blokeret adgangen til Banggood.com efter salg af farlige produkter

Skrevet af: Søren Tougaard

Danske forbrugere, der klikker sig ind på den kinesiske hjemmeside Banggood.com vil fremover blive mødt af en blank side.

Den kinesiske handelsplatform er den første udenlandske netbutik, der er blevet blokeret i Danmark. Det sker efter salg af en lang række farlige og ulovlige produkter som f.eks. elementer til haveredskaber, hvor dele kan rive sig løs under drift.

- Det må ikke være nemt for store platforme at sælge farlige og ulovlige produkter til Danmark. Det er konkurrenceforvridende for de virksomheder, der har orden i penalhuset, og det er utrygt for os som forbrugere. Derfor er jeg glad for, at vi med loven fra sidste år, nu kan blokere den første udenlandske hjemmeside, siger erhvervsminister Simon Kollerup i en pressemeddelelse. 

Blokeringen sker efter, at regeringen og Folketinget sidste år vedtog en ny produktlov, der gav Sikkerhedsstyrelsen flere kontrolredskaber bl.a. ved via domstolene at blokere for adgangen til hjemmesider og platforme, hvor der gentagne gange er blevet solgt farlige og ulovlige produkter.

Dansk Erhverv bakker op

Den 1. september gav retten Sikkerhedsstyrelsen lov til at blokere hjemmesiden, og i samarbejde med Telebranchen er banggood.com nu blevet blokeret for danske forbrugere.

I erhvervsorganisationen Dansk Erhverv hilser man blokeringen af den kinesiske handelsplatform velkommen.

- Det er fantastisk, at vi har en dansk Sikkerhedsstyrelse, der effektivt bruger de redskaber, de har i værktøjskassen til at sørge for, at danske forbrugere ikke udsættes for farlige og ulovlige produkter. Den pågældende onlinemarkedsplads har angiveligt solgt mange farlige varer til danske forbrugere og formentlig fået advarsler og muligheder for at stoppe det ulovlige salg. Men nu er tålmodigheden altså brugt op – og det synes kun at være en rimelig reaktion fra Sikkerhedsstyrelsen og Domstolene, udtaler chefkonsulent Betina Schiønning.

Opdateret 16. sep 2021

Vil du vide mere?