Dødsfald Løvbjerg-stifter blev 94
-
Manden bag supermarkedskæden Løvbjerg, Carsten Løvbjerg, er død 94 år gammel. Som købmand var han i sin tid blandt de første til at introducere supermarkedskonceptet på dansk jord
Få har som Carsten Løvbjerg præget udviklingen i dansk dagligvarehandel. Købmandssønnen fra Torsted ved Horsens blev 94 år gammel og nåede i sin tid både at etablere en af landet første supermarkedskæder, men formåede også at agere fødselshjælper på Remas start i Danmark.
Med erfaring fra blandt andet ansættelser i England og Canada i følgeskab med hustruen Tove stiftede Carsten Løvbjerg, sammen med broeren Knud, selskabet Brødrene Løvbjerg A/S, der i 1959 åbnede Jyllands første supermarked i Silkeborg. I årene forinden havde han under De Samvirkende Købmandsforeninger i samarbejde med et udvalg under Handelsministeriet fået etableret de første supermarkeder i Københavnsområdet.
Det skriver Århus Stiftstidende.
I forlængelse af Løvbjerg-kæden, der i dag omfatter 15 butikker og en omsætning på over 1 mia. kr., havde Carsten Løvbjerg også en finger med i spillet omkring Rema 1000's etablering i Danmark. Det var nemlig Løvbjergs discountkæde Prisa, der i 1994 lagde grundstenen til samarbejdet med den norske kæde. Det betød, at alle Prisa-butikkerne sammen med flere Løvbjerg-butikker blev omdannet til Rema 1000-butikker. Løvbjergfamilien solgte senere sin andel i Rema 1000 fra for udelukkende at fokusere på Løvbjerg-kæden.
Husturen Tove gik bort i 2017, og Carsten Løvbjerg efterlader sig sønnerne Erik og Jan, der begge i dag er en del af Løvbjerg-forretningen, samt svigerdøtrene Anne Lene og Regitze og børnebørn og oldebørn.