Lidl prismatcher plantebaseret med animalske produkter

Lidl 3. jan 2024 -
This describes the image
Foto: Lidl
  • Ny Lidl-kampagne skal sikre, at pris ikke er en hindring for at vælge plantebaseret

Efter den fede julemad har mange danskere sundere og slankere vaner på menukortet den kommende tid. I discountkæden Lidl angriber man året med at matche priserne på de veganske private-label produkter under Vemondo-mærket med sammenlignelige animalske produkter. Det sker under kampagnen Valget er dit.

- Formålet med kampagnen er at fjerne den barriere, der kan være omkring prisen, når valget om veganske eller animalske produkter træffes. Typisk er veganske produkter dyrere end sammenlignelige animalske produkter. Det er vores kunders valg, om de foretrækker animalske eller veganske produkter, men vi håber, at det vil motivere flere til at prøve de veganske alternativer, siger Maria Lovecchio, indkøbsdirektør i Lidl Danmark.

Kampagnen løber fra søndag i uge 1 til udgangen af marts.

Ifølge en ny undersøgelse fra Madkulturen vil 46 pct. af danskerne gerne spise mere klimavenligt, men valget af fødevarer handler også i høj grad om tryghed, smag, vaner – og mange af de retter, danskerne tyer mest til, når aftensmaden skal på bordet, indeholder kød. 

Vil lette valget 

Lidl vil med kampagnen lette valget for kunderne ved at placere nogle af de veganske produkter ved siden af de animalske. Det gør det nemmere at træffe et valg mellem animalske og veganske alternativer inden for samme type retter - for eksempel pasta bolognese, burger, pølser og frikadeller – som alle er populære retter, danskerne ofte vælger til aftensmad.

For 62 pct. af danskerne er prisen afgørende, når de køber almindelige madvarer, og 55 pct. vælger næsten altid de billigste muligheder, oplyser Lidl i en pressemeddelelse.

Lidl i Tyskland prisregulerede i oktober størstedelen af det veganske Vemondo-sortiment, og her Lidl oplevet en markant stigning i salget af veganske produkter. Derfor er det også forventningen, at flere kunder i Lidls danske butikker vil prøve de plantebaserede alternativer i perioden.

Opdateret 3. jan 2024