Lidl åbner flagskibsbutik ved hovedkontoret

Lidl 24. okt 2023 -
This describes the image
Flagskibsbutikkens nye butikschef, Janni Lund Vilhelmsen. Foto: Lidl
  • Hos Lidl vil man eksperimentere med nye initiativer i butik klos op ad hovedkontoret.

Lidls nye hovedkontor ved Godsbanen i Aarhus, huser fra den 26. oktober en ny flagskibsbutik, der på 1200 kvadratmeter skal agere frontløber for nye tiltag. Det skriver Lidl i en pressemeddelelse.

I butikken vil man teste og afprøve nye koncepter af, som man senere kan implementere i de øvrige butikker landet over.

Janni Lund Vilhelmsen, der har seks års erfaring i Lidl, bliver den nye butikschef, og det ser hun særligt frem til.

- Jeg er nok en af dem, der glæder sig allermest til åbningen. Jeg har set frem til denne dag i halvandet år, hvor jeg har vidst, at jeg skulle være butikschef for butikken, og nu sker det endelig. Det bliver fantastisk at kunne vise vores kunder butikken og få en hverdag op at køre med resten af teamet, siger hun.

Butikken kommer til at ligge i stueetagen af det nye hovedkontor, så der bliver ikke langt fra tanke til handling. Det er Lidl-butik nummer 145 i Danmark.

Den nye butikschef har også svaret på, hvad det er, som kunderne vil opleve af nytænkning.

- Kunderne vil opleve nye tiltag i butikken, som i høj grad har en mere lokal tilgang. Det omfatter både flere lokale begivenheder og et større lokalt produktsortiment, såsom vores aktuelle samarbejde med Aarhus Bryghus og Humleland, siger Janni Lund Vilhelmsen.

Butikken åbner på torsdag den 26. oktober kl. 8

Opdateret 24. okt 2023