Wauv-oplevelser skal få kunderne til at komme igen
Med udsigt fra det meste af stationen til grønne bakker og skov samt en himmel, der i hvert fald nogle gange er blå, er det nok ikke helt tilfældigt, at tallerknerne også er blågrønne på Q8-servicestationerne Kalbygård Skov Syd og Nord.
For kunderne er det en overraskelse af de gode, at maden kommer på en stentøjstallerken, og at den er anrettet med salat og dressing.
- Man kan se på gæsterne, at de bliver overraskede, når vi spørger, om de vil sidde i loungen at spise. Og når de så får maden serveret på de flotte tallerkner, er overraskelsen endnu større. Nogle siger det også med ord som "wauv" eller "hold da op", siger 33-årige Louise Bonde Nielsen.
Hun er forretningschef på den ene af de to stationer.
- Det er fedt at opleve, at man kan give en kunde mere, end han eller hun forventer sig af en servicestation. Mit mål er at få kunderne til at komme igen ved at give dem sådan en oplevelse, siger hun.
Stationerne havde første åbningsdag 28. februar, to og et halvt år efter at hele motorvejsstrækningen fra Aarhus til Herning blev indviet.
På den anden side af motorvejen er 48-årige Anette Mikkelsen chef. De har begge fået en yderst positiv modtagelse af kunderne, der udtrykker glæde over, at der endelig er kommet en servicestation på den 75 km lange Herningmotorvej.
Stationerne er identiske og ligger på strækningen mellem Aarhus og Silkeborg på rastepladserne ved Låsby, 50 km vest for Aarhus C.
Solgte mad fra dag ét
De to forretningschefer har sat Dansk Handelsblad stævne på den sydlige station en torsdag formiddag efter det store morgenrykind, og før frokostkunderne kommer.
- Vi har haft overraskende travlt og sælger betydeligt mere, end vi havde ventet. Jeg sælger allerede nu dobbelt så meget mad, som jeg gjorde på Randersvej, selv om det også er en af Q8's store stationer, siger Anette Mikkelsen, der i otte år har været forretningschef på Q8 på en trafikeret udfaldsvej i det nordlige Aarhus.
Hun har arbejdet i branchen i 18 år og blev i 2009 ansat i Q8.
- Vi havde madkunder fra dag ét. Jeg kan huske, at jeg dagen efter åbningen sendte en sms til den kategoriansvarlige for food, at nu havde jeg de første kunder, der satte sig for at spise i loungen, siger Anette Mikkelsen.
Hun har blandt andet mange kunder, der har været på messe i Herning eller til events i Boxen samme sted.
- Weekenden efter vi åbnede, var der MGP, og mange familier kiggede ind på tilbagevejen, siger hun.
Anderledes end i byen
Loungen ligger langs en række vinduer, der strækker sig fra gulvet og adskillige meter op til et højt loft. Der er borde og stole af forskellig art og el-stik, så kunderne kan oplade mobiltelefoner eller benytte deres computere.
- Når vi har tid, serverer vi maden for kunderne. Andre gange kan vi være nødt til at give dem en ventebrik, og så henter de selv maden, siger Louise Nielsen.
Hun har arbejdet i kæden, siden hun var 18 år. Med sig i rygsækken har hun en toårig trainee-uddannelse. Senest var hun forretningschef på Q8 på Vejlevej i Horsens.
- Det har været et spændende og lærerigt forløb at være med her fra begyndelsen. Jeg trængte til nye udfordringer, og det har jeg fået. Mange ting er forskellige fra Horsens, hvor jeg havde mange stamkunder, som kom hver dag. Her kommer nogle få lokale ad bagvejen fra Låsby, og pendlere kommer også dagligt; men mange kunder er nye. Jeg har heller ikke været vant til at skulle planlægge med en døgnåben butik. I Horsens var der mange to go-kunder; her vil både familier og forretningsfolk gerne sidde ned og nyde maden, siger Louise Bonde Nielsen.
God dialog skaber mersalg
De to stationer afprøver et nyt madsortiment, Food Deli, der med økologisk brød fra Food People og veganske retter har mere fokus på kvalitet end kvantitet.
- Det kræver lidt mere arbejdskraft, da vi ikke bare fylder madmontrerne op fra morgenstunden, men laver lidt ad gangen hele dagen. Noget skal også i ovnen og måske anrettes, inden kunden skal have det, siger Louise Nielsen.
Hun sælger, ligesom sin kollega, meget mad - ikke mindst burgermenuen er populær. Den består af en burger med kød eller en vege-bøf, røsti og salat og er en del af det nye sortiment.
- Men pølsehornene er stadig populære. De er nemme at spise, når man vil have maden med i bilen, siger Louise Nielsen.
Hun lægger ikke skjul på, at både hun og hendes ansatte gerne forsøger at få kunderne til at købe lidt mere. -
Hvis man skal sælge mere, skal man have sig selv med og skabe en dialog med kunden, en relation. Det må ikke virke mekanisk, men skal opleves som en positiv interesse fra vores side, når vi foreslår noget at drikke til maden, siger Louise Nielsen.