Voksende salg i conveniencemad
Conveniencesektoren oplever stigende efterspørgsel hos forbrugerne, og den øgede interesse for at spise convenienceprodukter mærker man også hos Easyfood i Kolding, der er en af landets store producenter af conveniencemad.
Omsætningen voksede i 2016 med 18 pct. og landede på ca. 260 mio. kr. Den store stigning skyldes dog ikke kun, at danskerne vælger at spise mere convenience, men især også en stigende succes på udenlandske markeder, hvor eksporten voksede med 27 pct. fra 2015 til 2016.
Resultatet før finansielle poster blev 20,8 mio. kr. mod 15,8 mio. kr. året før, og årets resultat blev 15,1 mio. kr. i 2016 mod 10,5 mio. kr. i 2015.
Ledelsen skriver i regnskabet, at den økonomiske styrke skal bruges til at vokse yderligere i udlandet i de kommende år.
Easyfood har især kaffebarer og cafeer som målgruppe og leverer tø op og server-produkter, der er nemme at håndtere for ufaglært personale og med minimale køkkenfaciliteter. Virksomheden hjælper også kunderne med alt fra konceptudvikling til iscenesættelse af produkterne.
I 2017 forventer Easyfood en vækst i omsætningen på ca. 10 pct. på både hjemmemarkedet og i udlandet.