Hen over de seneste 12 uger har danskerne fredag efter fredag ladet sig underholde med ’Vild med dans’. Fra sofaen har vi fulgt dansernes udvikling, hvor de uge for uge er blevet bedre og bedre - samtidig med, at de har lært nye discipliner. Så udover, at de får lært at danse i takt, stiger det kunstneriske udtryk gennem hele forløbet, og på finaleaftenen går alt op i en højere enhed. Og selv om der på finaleaftenen kåres en vinder, er alle parrene på gulvet. Samme koncept år efter år efter år – 15 sæsoner, hvor konceptet kun har ændret sig marginalt.

Men mens dansen spreder glæde og positiv vibes helt ind i stuerne hos familien Danmark, har dansk dagligvarehandel i nu mere end 12 uger danset en ganske anden dans – den årlige stammedans om årsforhandlingerne.

En dans, der også kun har ændret sig marginalt de sidste mange sæsoner, og en dans, der sjældent spreder glæde og positive vibes i branchen. Måske fordi ikke alle spiller efter de samme regler.

Hvor ’Vild med dans’ har et erfarent dommerpanel, der styrer dansen og sikrer, at vinderen både danser i takt og udfører dansen med kunstnerisk høj kvalitet, så er det ikke altid tilfældet, når der danses Stammedans i dagligvarehandlen – der er tydeligvis behov for regulering.

Mens vi venter på vedtagelse af et EU-direktiv, synes stammedansen at udvikle sig, omend det er i vidt forskellige retninger. For at forstå behovet for regulering af stammedansen, har vi i MLDK for nylig gennemført en medlemssurvey med fokus på hovedelementerne i EU-direktivet mod Unfair Trading Practice. Og det er tydeligt, at der er behov for regulering.

Behovet for regulering af kredittider tror jeg efterhånden er klart for alle. Der bør naturligvis være sammenhæng mellem produkternes omsætningshastighed og kredittider. Det giver ganske enkelt ikke mening, at dagligvareleverandørerne skal agere finansieringsinstitut for dagligvarehandlen – alle led i værdikæden bør så vidt muligt bære egne omkostninger.

Et andet væsentligt punkt er naturligvis behovet for forecasts. I tider med fælles fokus på reduktion af madspild, giver det ikke mening, at leverandører forpligtes til høj leveringssikkerhed, når vi ikke modtager et kvalificeret forecast. Men årets survey viser desværre også, at når det gælder spørgsmål om retrospektiv kompensation for forhold, leverandørerne ikke har indflydelse på og krav om betaling uden relevant modydelse, så er der en direkte sammenhæng mellem detaillisternes markedsandel og deres adfærd.

Der er stor risiko for, at denne adfærd ikke alene svækker leverandørernes mulighed for at investere i værdiskabende innovation, men også svækker mindre detaillister og deres konkurrencekraft i markedet. Så lad os på vegne af forbrugerne, markedet og samfundet håbe, at EU-direktivet kan bidrage til, at kommende års stammedans reguleres af et relevant regelsæt – nu, hvor vi som branche ikke selv kunne skabe et frivilligt kodeks.