Velgørenhedsmiddag med fokus på madspild
I morgen onsdag afholder miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, stifteren af forbrugerbevægelsen Stop Spild af Mad, Selina Juul, og generalsekretær i Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem, en velgørenhedsmiddag i Børssalen i København.
Overskuddet går til Projekt Juleoverskud, hvor der uddeles overskudsmad og øvrige julegodter til familier, som har behov for ekstra hjælp i julen.
I alt deltager 180 gæster i velgørenhedsmiddagen. H.K.H. Prins Joachim og H.K.H. Prinsesse Marie er blandt gæsterne til middagen.
- Det er vigtigt, at vi får samlet alle gode kræfter om at sprede budskaberne om forebyggelse af madspild, og her er velgørenhedsmiddagen et blandt flere initiativer, siger Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse.
En ny undersøgelse fra Epinion viser, at 90 pct. af danskerne synes, at det er en god idé, at overskudsmad fra supermarkeder og fødevareproducenter kommer danskere, som efterspørger ekstra hjælp, til gavn.